Fortsæt til indhold

Aarhus-landmænd rammes af pesticidforbud

14 landmænd har fået brev fra Aarhus Kommune om, at deres jord i fremtiden skal være pesticidfri. Det sker for at sikre drikkevandet. I første omgang bliver der tale om et forbud i Beder-området

Samfund
Af Jannik Hjarup, JP Aarhus

Aarhus Kommune skifter nu guleroden ud med pisken og indfører reelt et forbud mod brug af pesticider i både landbrug og private haver i såkaldte sårbare områder.
I første omgang bliver der tale om et cirka 1,2 kvadratkilometer stort område ved Beder syd for Aarhus, hvor 14 landmænd har fået et varsel om, at deres ejendomme i fremtiden skal være helt eller delvist pesticidfri.
Aarhus Kommune har i to år forsøgt at indgå frivillige aftaler med områdets lods-ejere, men uden held, og derfor går man nu over til påbud.
“Jeg synes, vi har været meget tålmodige. Vi har forsøgt ad frivillighedens vej i to år, men er ikke kommet nær i land med det, og vi vil gerne beskytte drikkevandet, der ligger under de områder, vi nu går ud og giver et påbud omkring. Det har en del lods-ejere været uenige i,” siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune. Der er målt pesticider over grænseværdierne i 16 pct. af vandboringerne i Aarhus Kommune.
Hos landbruget mener man, at Aarhus Kommune fører en overdreven forsigtig politik på området, og er på ingen måde enig i kommunens beslutning.
“Vi mener ikke, at der her er en situation, der berettiger et indgreb af den her størrelse. Hvad er meningen med at have grænseværdier, hvis man ikke må gå op til dem. Samtlige af de målinger, som kommunen kalder for forurenede i Beder-området, er under grænseværdierne,” siger Helge Kjær Sørensen, der er sekretariatschef i Dansk Landbrug Midt-Østjylland.
Han henviser til, at Aarhus Kommune har valgt, at der ikke skal være målbare pesticider i drikkevandet, selvom der er en grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter.
“Man kunne i stedet tillade, at man gik op til grænserne og så sætte et rødt flag og sætte ind, når en boring kommer op på 75 pct. af det tilladte,” siger Helge Kjær Sørensen.
“Det er min opfattelse, at aarhusianerne ønsker, at drikkevandet skal være så rent som overhovedet muligt. Det er også noget, vi gør for fremtidige generationer,” siger Kristian Würtz.
Han mener, at man ikke bør gå op i nærheden af grænseværdierne, da det ikke giver tilstrækkelige manøvremuligheder.