Maraton, motorsport eller bueskytter?
Medaljehøstere præger listen over de tre værdige kandidater til prisen som årets Guldvinder
Guldfesten Det er tre meget værdige bud på en guldvinder, der modtager 5.000 kroner under årets Guldfest.
Den første er 44-årige Karsten Dahl fra Søften, der dyrker Duathlon. Idrætsgrenen betyder at man både cykler og løber op til distancer på 10 km løb, 150 km cykling og 30 km løb (Langdistancen).
I 2018 blev det til en guldmedalje under VM i Langdistance Duathlon, EM-sølv på middeldistancen og guld på middeldistancen under DM.
21-årige Mads Villads Hoe fra Hadsten vandt DM og blev KlubMester i Formel 5 efter kun tre sæsoner i motorsportens seriøse disciplin. Han deltog i 23 løb, og vandt i 2018 de 15 af dem og kom på podiet 20 gange i alt.
Martin Nielsen og Valdemar Astrup-Jensen fra Hammel skyder med compoundbue. I 2018 blev de begge udtaget til ungdomslandsholdet. Samtidig stiller de to op som både individuel og som hold, når der skydes DM indendørs og udendørs. 2018 blev de to drenges absolut bedste år, af de 6 år de nu har skudt sammen. Det blev til guld både for indendørs og udendørs hold, samt tredanske rekorder som hold.
Endvidere tog Valdemar guld, og Martin sølv ved DM individuelt også.
Kun én gang i 2018 splittede de to knægte op. Sidste sommer tog Valdemar med ungdomslandsholdet til Grækenland for at skyde EM, mens Martin rejste nordpå til Norge for at skyde Nordiske ungdomsmesterskaber.
Martin kunne tage to guldmedaljer med hjem fra de nordiske ungdomsmesterskaber, mens Valdemar sikrede sig en bronzemedalje til EM.
Begge drenge er med deres stærke resultater fra 2018 endnu engang udtaget til ungdomslandsholdet i 2019.