Fortsæt til indhold

Demonstranter danner menneskekæde fra Gellerup til Bispehaven

Modstandere af nedrivninger står fredag hånd i hånd i protest over ghettoplaner, der vil ramme de to udsatte boligområder i Aarhus V

Samfund
Jonas Hvid, JP Aarhus

Fra krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej og langs ringvejen op til Bispehaven venter der fredag eftermiddag et usædvanligt syn. I hvert fald hvis det lykkes modstandere af nedrivninger af blokke i Gellerup/Tovehøj og Bispehaven at mobilisere demonstranter nok til at danne deres planlagte menneskekæde, der skal forbinde de to udsatte boligområder, og sige '1.000 nej tak' til nedrivninger.

I en pressemeddelelse udsendt af aktionsgruppen Almen Modstand - Århus, der står bag menneskekæden, tordner Helle Hansen fra Afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken, som hører under Brabrand Boligforening, mod politikernes planer.

"Vi siger 'skam jer politikere', som ødelægger og skaber utryghed i menneskers hjem," lyder det fra Helle Hansen og fortsætter:

"Jeg kan ikke forstå, at politikerne vil stå på mål for det store ressourcemisbrug, som det medfører at rive gode, billige, velfungerende boliger ned. Og endda i et land med nordisk rekord i hjemløshed. De vil åbenbart nedbryde de menneskelige fællesskaber og en helt unik almen boligbevægelse, der tager sig af dem, som de ikke selv vil lege med."

Som tidligere beskrevet i JP Aarhus indgik et bredt flertal i Aarhus Byråd før sommerferien et forlig om, at der blandt andet skal nedrives cirka ni blokke svarende til ca. 600 boliger i Gellerup og Toveshøj samt nedrives tre blokke i Bispehaven som følge af regeringens og Folketingets ghettoplan.

Almen Modstand - Århus understreger, at fredagens demonstration holdes på den sidste dag før, at ghettoplanen træder i kraft, og at der kommer nye ghettolister fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

"Men ghettolisterne er ikke blot stempler, da jeg for første gang i 10 år føler mig utryg i min bolig. Med lovenes vedtagelse er det ghettolisterne, der giver kommunen adgang til at ekspropriere og nedrive," siger en beboer i Gellerup, Daniel Mantel, i pressemeddelelsen.

Arrangementet begynder klokken 15 på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej med taler og sang, fremgår det af aktionsgruppens hjemmeside. Efter kæden bliver der serveret suppe og endnu en omgang taler og sang.