Fortsæt til indhold

FV2019: Rønde var tre timer hurtigere end Løkke

VID Djurs Gymnasier og Rønde Gymnasium startede valgkampen tirsdag formiddag - tre timer senere stod statsministeren på Folketingets talerstol og uskrev valg til afholdelse 5. juni

Samfund
Lars Norman Thomsen

Arrangørerne af tirsdagens valgkampmøde i klokken 10 i Rønde Idrætscenter, Rønde Gymnasium og VID Djurs Gymnasier, ramte plet, næsten.

Rutinerede Leif Lahn Jensen (S) har siddet i Folketinget siden 2007: "Jeg regner med, at I selvfølgelig stemmer på Socialdemokratiet, men skulle I vælge et andet parti, så stem på en lokal kandidat på Djursland. Jeg ved af erfaring, at skal der flyttes noget i forhold til Djursland på Christiansborg, så kræver det lokale politikere fra Djursland til at gøre det."

For tre timer efter mødet udskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen folketingsvalg til afholdelse Grundlovsdag 5. juni, der også er lig med Fars Dag.

En fyldt salg af vordende studenter skulle forsøge at finde orden i kaos. Det kan være svært på en god time, når otte kandidater sender lokkemad ud

Dermed valgte Løkke Rasmussen den hårde vej. En lang og opslidende valgkamp i håb om, at han og den borgerlige fløj kan nå at komme i tilpas sync med vælgerne, så de for den borgerlige fløj meget dystre meningsmålinger kommer til at se bedre ud, når vi når Grundlovsdag.

Britt Bager til København

Venstres politiske ordfører Britt Bager, der er opstillet i Djurskredsen, nåede vælgermødet i Rønde Idrætscenter.

Dansk Folkepartis Kim Christiansen ville ikke høre tale om, at vi ikke har det godt i Danmark, og at der er meget at være utilfreds med

En del af eftermiddagen tilbragte hun på Torvet i Grenaa sammen med Leif Lahn Jensen (S), MF, og ligeledes opstillet i Djurskredsen, men klokken 15 flyver hun til København.

Senere på dagen venter der et par debatter på diverse tv-kanaler.

"Først 12.45 fik jeg en melding om 'rød alarm' på min telefon, så vidste jeg, at nu var det tæt på. Det er naturligvis kun statsministeren og meget få andre, der ved, hvornår der bliver udskrevet folketingsvalg, heriblandt er ikke den politiske ordfører," siger Britt Bager, der kan se frem til hårde arbejdsuger som skal tilbringes i både hovedstaden og på Djursland, hvor hun opstiller for første gang.

Klima og uddannelse

Vælgermødet i Rønde havde deltagelse af ni af de 13 partier, der forventes at være på stemmesedlen 5. juni.

Alternativets Torsten Gejl talte varmt for, at optagelseskriterierne til de videregående uddannelser skal laves om: "Hvis du vil læse Engelsk på Universitetet, så er det da lige fedt, hvor dygtig du er til matematik."

Kristendemokraterne, Nye Borgerlige, Partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs var ikke at finde i panelet, der bestod af Britt Bager (Venstre), Jens Meilvang (Liberal Alliance), Leif Lahn Jensen (Socialdemokratiet), Kathrine Robsøe (Radikale Venstre), Kim Christiansen (Dansk Folkeparti), Morten Siig Henriksen (SF), Torsten Gejl (Alternativet), Victoria Kilpatrick (Konservative) og Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten).

Mødet kredsede især om temaer som uddannelse og klima, og det skortede ikke på villighed i panelet til at ville skabe den bedste af alle verdener.

Jesper Yde Knudsen (Ø), til daglig lærer på Rønde Gymnasium og byrådsmedlem i Syddjurs, ser frem til at få et regeringsskifte, men fastslog også, at Enhedslisten har lært af, hvad der skete i Regeringen Helle Thorning-Schmidt, så S-statsministerkandidat Mette Frederiksen skal ikke bare forvente, at Enhedslisten bukker og takker

Som debatten skred frem blev de ideologiske forskelle partierne imellem tydeligere - fra Jens Meilvangs version af liberalismen over Torsten Gejls og Alternativets talen om værdier og ikke ideologi til Jesper Yde Knudsens version af socialismen.

Morten Siig Henriksen (SF), tidligere elevrådsformand på VID Djurs Gymnasier i Rønde, vil arbejde for, at mindske unge studerendes stressniveau ved at gøre op med diverse tests og en ensidig fokus på karakterer

Unge, som Lokalavisen talte med bagefter, fremhævede netop det positive i, at de kunne sammenligne otte forskellige kandidater med hver sit udgangspunkt, som opklarende for, hvor krydset skal sættes 5. juni.