Egegårdsløbet er en familieaften af de største
Der er igen lagt op til en svedig og dejlig majaften i Hestehaveskoven næstsidste torsdag i maj til det traditionsrige Egegårdsløbet
RØNDEAlle kan være med på de forskellige ruter, og man kan også vælge blot at gå en runde, når det traditionsrige Egegårdsløbet løbes torsdag 23. maj.
Løbet foregår i og omkring Byparken og Hestehaveskoven, og det har start og mål ved Sognegården Egegård på Kaløtorvet.
Der kan løbes på 3 distancer: Børneløbet på 1 km. De voksne kan løbe enten 4,3 eller 7 km. rundt. Desuden er man velkommen til at gå på 4,3 km ruten.
Efter løbet er der mad, hygge og musikalsk underholdning ved MIR i Egegård.
Børneløb for de helt små
Børneløbet er for børn under 10 år og ruten går rundt i Byparken. Forældre og bedsteforældre er meget velkommen til at stå langs ruten og heppe.
"I år er vi så heldige at få assistance fra DGI-runners til opvarmning og opbakning på ruterne," fortæller Charlotte Dam fra Løbeklubben Puls 8410, der arrangerer løbet i samarbejde med Rønde Handel, Menighedsrådet, Y´s Men, MIR og TRIF 60.
Det er gratis at deltage.