Det lille Røgeri i Voervadsbro har fået en gazelle på hylden
Restauranten i Voervadsbro er én af de 580 gazeller i Region Midtjylland i 2018
Diplomet er hængt op og gazellen står på hylden inde i restauranten. 7. november var Anette Rasmussen, indehaver af 'Det lille Røgeri' i Voervadsbro, sammen med souschef René Bjerregaard i Aarhus for at deltage i fejringen af årets gazeller i Region Midtjylland.
"Det var en stor oplevelse," fortæller Anette Rasmussen.
Hun er glad for hæderen, ikke mindst fordi der er meget få gazeller i restaurationsbranchen. Så vidt hun ved, er der i år kun 'Det lille Røgeri' og en café blandt Region Midtjyllands 580 gazeller.
Ansatte og forældre
'Det lille Røgeri' rummer både butik, røgeri, fiskerestaurant, mad-ud-af-huset og festlokale. Der er seks fastansatte, inklusiv to på flexjob, og ti løst ansatte.
"Intet kan lade sig gøre uden gode kollegaer. Og så mine forældre, der er gået på pension. De skal jo holdes i gang og ikke ligge på fifaen," griner Anette Rasmussen.
Tonen er let og munter, og hendes mor Laila responderer da også lynhurtigt:
"Ja, og lønnen får vi jo andetsteds fra i form af et månedligt gratiale."
Fisketapas og picnicposer
Anette Rasmussen overtog 'Det lille Røgeri' i 2010 efter Ole Pilgaard Andersen, der stadig ejer bygningen. Han drev i 30 år en lille butik samt røgning af ørreder. Anette Rasmussen har som nævnt udvidet med restaurant og festlokale med plads til 80.
Hun har også indført mad-ud-af-huset i form af fisketapas, som er blevet en stor succes. Også picnicposer er meget populært. Det er blandt andet sommerturisterne, der køber en færdig frokostkurv, som de tager med på oplevelser i den skønne natur.
Ud over fester bruges festsalen også til livestreaming af foredrag fra Aarhus Universitet med cirka 80 deltagere hver gang. Det er hver uge i otte uger forår og efterår.
God beliggenhed
Anette Rasmussen peger på, at ’Det lille Røgeri’ nyder godt af beliggenheden ved Gudenaaen, Sukkertoppen og Den Genfundne Bro.
”Samtidig ligger vi feltet mellem Horsens, Silkeborg, Skanderborg og Ry med mange trafikanter, der kører forbi.”
Bionedbrydelig emballage
Næste træk bliver at få mere gang i festsalen og udvide med catering til virksomheder. I øjeblikket gælder det bæredygtighed, blandt andet indførelse af emballage, som skal være bionedbrydelig.
Anette Rasmussen og René Bjerregaard har også andre planer.
”Der skal ske noget nyt, ellers bliver kunderne trætte af det. Men vi koncentrerer os om en ting ad gangen.”