Fortsæt til indhold

Demens kan ramme alle

Rougsø Folkeuniversitet sætter fokus på demens gennem et foredrag

Samfund
Arkiv

Sundhed Onsdag 11. april sætter Rougsø Folkeuniversitet fokus på demens med et foredrag på Ørsted Bibliotek. Det er demensforskeren Lærke Egefjord, der er læge på Aarhus Universitetshospital, og som gennem de seneste syv år har forsket i ny medicin til demensramte, der holder foredraget. Gennem sin forskning er hun kommet meget tæt på sygdommen og patienterne og ikke mindst de familier, der rammes, når en, man holder af, får diagnosen demens. Det har givet anledning til, at Lærke Egefjord ud over det faglige arbejde også har skrevet en roman om en demensramt familie bygget på de erfaringer, hun har gjort gennem samtaler med patienter og pårørende. Mellem 70.000 og 85.000 danskere lider af en demenssygdom, hvoraf Alzheimers er den hyppigste. Jo ældre befolkningen bliver, des mere vil sygdommen gribe om sig. Det betyder også, at flere og flere vil opleve, at pårørende eller venner og bekendte vil blive ramt. Det er derfor vigtigt, at man får en forståelse af, hvad det er, der sker, når ulykken rammer, og hvordan man selv kan tackle problemerne. Man kan tilmelde sig foredraget på Ørsted Bibliotek på telefon 8648 8548 eller på Rougsø Folkeuniversitets hjemmeside.