Nu har beboere i Søhusparken fået noget smukt at kigge på
Et vægmaleri med motiver fra lokalområdet pryder nu på plejehjemmet i Ebeltoft
Fredag var der fernisering på et stort vægmaleri på plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft. Det er den nordjyske kunstner Kiss Jönsson, der har svinget penslen og skabt et smukt maleri med motiver fra Ebeltoft.
»Kiss har på fornemmeste vis forenet Det Gamle Rådhus, Fregatten Jylland, Malten, campinglivet, Mols Bjerge, og ja, selv Tyskertårnet på Helgenæs og Skovpavillonen er med. Det hele er flettet sammen med naturen og nogle af de dyr, som findes der. Det er blevet helt fantastisk flot,« siger Irma Møller, formand for pårørenderådet i Søhusparken, Irma Møller.
I følge kunstneren, som har stor erfaring indenfor netop indretning og vægmalerier, betyder det visuelle meget for trivslen på et sted som for eksempel plejehjemmet.
»Udsmykning og valg af farver og indretning har stor betydning for, hvordan vi føler os til rette i de omgivelser, vi færdes i. Dermed har det også indflydelse på eksempelvis medarbejdernes trivsel og effektivitet på arbejdspladsen, hvor godt børn har det i en institution, livsglæden, og ikke mindst sikkerheden hos de ældre på et plejehjem.«
Ni meter
For lang tid siden så aktivitetsmedarbejder ved Søhusparken Lone Alsted et indslag i tv om Kiss Jönsson, og blev så opsat på, at det skulle Søhusparken også have, så hun straks satte i gang med at undersøge muligheden. Da finansieringen var på plads, skyndte hun sig at kontakte Kiss.
»Jeg håber virkelig, I kommer til at nyde det. Billedet har så mange detaljer, så det forhåbentligt kan give nogle gode snakke og ellers kan man jo også bare nyde det,« sagde hun til beboere og personale på Søhusparken under ferniseringen fredag.
Vægmaleriet er 2,5 gange ni meter stort og er skænket af mindefonden for gårdejer Ove Pedersen, Fuglslev. Fonden tilbyder støtte og hjælp for beboere på plejehjem i Syddjurs Kommune. Herunder til udflugter, særlige sociale aktiviteter og udfoldelse for at fremme livsglæden i de ældres hverdag.
Søhusparken i Ebeltoft er Syddjurs Kommunes største plejehjem med 110 lejligheder fordelt på otte sammenhængende huse.
Hvis du har lyst til at se maleriet, så er du velkommen til at kigge forbi, lyder det fra Irma Møller.