Fortsæt til indhold

Turisme er kongevejen til vækst ...

Hvis nogen skulle være i tvivl, så ligger Syddjurs Kommunes største potentiale for mere vækst i turismen, hvis man spørger repræsentanter for erhvervslivet selv

Samfund
Lars Norman Thomsen

ERHVERVSLIV Det kan godt være, at Syddjurs Kommune traditionelt indtager en af jumbopladserne i Dansk Industris årlige karaktergivning til kommunerne, men når kommunen inviterer erhvervslivets folk, er fremmødet flot.

Det være sig til borgmesterens årlige nytårskur, og som i sidste uge, hvor Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse med udvalgsformand Gunnar Sørensen (V) i spidsen havde inviteret erhvervslivet og arbejdsmarkedets organisationer til tre timers uformel camp på Fuglsøcentret med konsulentfirmaet Pluss Leadership A/S som mødeledere.

Syddjurs Kommune har indgået en kontrakt med konsulentfirmaet om medvirken til at formulere en erhvervs-og beskæftigelsespolitik for perioden 2019-2022.

Det skulle de i omegnen af 100 deltagere i campen så bidrage til, og som det er ved den slags seancer, så fremmer den gode samtale på tværs af bordene forståelsen.

Deltagerne blev bedt om at udpege de tre største potentialer for udvikling og beskæftigelse i Syddjurs Kommune.

Ikke overraskende kom 'Turisme' ind på en klar førsteplads efterfulgt af 'Infrastruktur', Lufthavnen' , 'Nærhed til Aarhus', og lidt længere nede af rangstigen 'Fødevarer', Naturen' og 'Bæredygtighed'.

Det var der intet overraskende i.

Syddjurs Kommunes -og Djurslands - styrkeposition på turismeområdet blev netop bekræftet inden campen på Fuglsø ved fusionen mellem Destination Djursland og VisitAarhus. Et samarbejdet, der har blotlagt et stort vækstpotentiale, og på Djursland allerede har kastet målbare resultater af sig. Destinationen indledte flirten med VisitAarhus i 2015, og siden er andelen af internationale turister på den østjyske halvø vokset markant. Alene fra 2016 til 2017 steg antallet af udenlandske gæstenætter med 7 procent – mere end tre gange så meget som på landsplan.