Fortsæt til indhold

Politikerne har fuld tillid til fagsekretariatet

En ny handleplan skal mindske risikoen for nye fejl

Samfund
Claus Sonne

Ry-sagen, der begyndte 6. februar 2017 med en dramatisk konfrontation mellem fem skoleelever fra Mølleskolen, er nu afsluttet fra politisk hold.

Det er Børne- og Undervisningsudvalget, der har sat de sidste facitstreger i sagen, der lukkes med fuld tillid til det fagsekretariat, der undervejs blandt andet har fået skarp kritik fra Ombudsmanden.

"Der er jo ingen tvivl om, at der er begået fejl i sagen. Det har alle parter erkendt, hvorefter der er blevet sat gang i arbejdet med at lære af fejlene og udarbejde en handleplan. Der er blevet arbejdet med dette på en seriøs og faglig god måde. Så et enigt udvalg udtrykker fuld tillid til fagsekretariatet," siger Frands Fischer, formand for Børne- og Undervisningsudvalget.

Så det er slut med fejl?

"Det kan jeg ikke garantere. Så længe, der er mennesker involveret, er der en risiko for, at der laves fejl. Men vi er med den nye handleplan klædt rigtig godt på i forhold til at minimere mængden af fejl," siger Fischer.

Mere tillid

Punktet om Ry-sagen var imidlertid ikke det eneste punkt på udvalgets dagsorden, der endte med at udtrykke tillid til Fagsekretariatet Børn og unge og administrationen.

Efter at Jens Szabo (V), der er medlem af Børne- og Undervisningsudvalget, i Midtjyllands Avis for nylig var ude med en skarp kritik af Fagsekretariatet Børn og unge og administrationen, skrev Radikales Anne Heeager, der også er medlem af Børne- og Undervisningsudvalget, et brev til sit eget udvalg. I brevet står der blandt andet:

"Jeg må være ærlig og sige, at jeg på ingen måde kan følge din kritik, og at jeg er meget uforstående overfor, at du bringer så voldsomme anklager i forhold til vores medarbejdere op i pressen - endda før du har drøftet det med os andre på et udvalgsmøde."

Mødet i Børne- og Undervisningsudvalget endte med, at et enigt udvalg, herunder også Jens Szabo, slog fast, at man har fuld tillid til administrationen herunder Fagsekretariatet Børn og unge.

Frands Fischer kalder offentlig kritik af kommunale medarbejdere uheldig, fordi medarbejderne ikke kan svare igen. En problemstilling der også indgår i Anne Heeagers indlæg.

"Vi fik talt tingene igennem og renset luften rent politisk. Vi skal gerne derhen, hvor vi finder politiske løsninger i konsensus, så nu vender vi skråen," lyder det fra Frands Fischer.