Fortsæt til indhold

Flot anerkendelse: Sommerens VM i Aarhus er blevet indstillet til fornem pris

Hempel Sailing World Championships Aarhus 2018, der foregik i sommer, er blevet indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2018

Samfund
Arkiv

Hempel Sailing World Championships Aarhus 2018 er den største idrætsbegivenhed i Aarhus' historie. Nu er VM i sejlsport 2018 blevet indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2018 for blandt andet at være en stor bæredygtig, maritim folkefest. Det oplyser Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Ved at skabe en fest på Aarhus Havn og på dygtig vis transmittere disciplinerne på storskærme blev arrangementet også en stor tilskuersucces. Danmarks Idrætsforbund vægter, at indsatsen for bæredygtighed blev et eksempel til efterlevelse i eventregi.

”Jeg er superstolt over nomineringen. Aarhus har modtaget stor ros for afviklingen af VM i Sejlsport, og indstillingen til Kulturministerens Idrætspris er endnu et skulderklap til de mange, som har lagt et kæmpestort arbejde i at løfte arrangementet. Med VM I sejlsport har Aarhus vist, at vi kan afvikle store, internationale events på allerhøjeste niveau,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) i pressemeddelelsen.

DGI indstiller kandidaterne til Kulturministerens Idrætspris, som er på 100.000 kroner. Blandt de øvrige kandidater til prisen er Furesø Løbeklub, Hovedstadens Svømmeklub samt tidligere tennisspiller, poet og billedkunstner Torben Ulrich.

Uddelingen af Kulturministerens Idrætspris 2018 finder sted 10. december ved en reception i Eigtveds Pakhus i København. Her er årets medaljevindere ved EM og VM samt idrætsudøvere fra Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger og firmaidrætten også inviteret til at deltage.

jwh