Fortsæt til indhold

Den Gamle By juler hele december

Der er rig mulighed for at komme i julestemning i Den Gamle By, som i år holder åben alle dage i december

Samfund
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Den årlige højtid, som både store og små ser frem til med glæde og spænding er lige om hjørnet; julen.

Traditionen tro byder Den Gamle By inden for til Alletiders Jul med julehygge i alle afskygninger, for alle aldre, ethvert temperament og enhver smag. Den Gamle By inviterer på over 400 års danske juletraditioner, med mulighed for at smage på julen, dufte til julen, lytte til julen, røre ved julen og synge med på julen.

I Den Gamle By kan du gå tur i julens historie, fra de tidligste tider til i dag. Med udstillinger, butikker, boder, fællessang, mad og drikke - og med mennesker, der fortæller om, hvordan de gør klar til julen i forskellige tidsaldre. Lige fra bageren over slagteren til bryggeren og husmoderen.

Følg de 24 lanterner rundt i byen, lyt til oplæsning af juleeventyr ved kaminen og aflever ønskesedler til nisserne. Mærk magien på det nye nisseloft, prøv en tur i hestevognen eller luftgyngerne eller send et ægte, gammeldags julekort fra Posthuset med et fint stempel på. Mulighederne er mange, så det er bare at benytte sig af dem.

Åben hele året

Som noget helt nyt i år, holder Den Gamle By åben alle dage hele året – også hen over jul. Så i år bliver det muligt for den ansvarlige for julemiddagen at sende gæsterne ud af huset, hvis han eller hun vil have fred og ro i køkkenet, når juleanden, flæskestegen og risalamanden skal forberedes. Og er der nogen, der stadig mangler at købe en sidste julegave eller har glemt den eftertragtede mandelgave, kan de sidste gaveindkøb nemt klares i Den Gamle By, som holder åbent helt frem til klokken 15 juleaftensdag 24. december.

Husk at der er gratis adgang til Den Gamle By for børn og unge under 18 år, gæster med årskort plus én ledsager og for studerende efter kl. 15. Få mere information om entré og åbningstider på dengamleby.dk