Fortsæt til indhold

You will get a sentimental feeling...

Musikken skaber sejre og stærke fællesskaber i nyt band-projekt. Bandet er på vej på turné.

Samfund
Simon Carlson

Kolind De fleste kender Brenda Lees klassiske julehit 'Rockin' Around The Christmas Tree'. I sangens afslutning bygger kompositionen op til et inciterende klimaks, der efterlader lytteren med en glad og optimistisk stemning. En følelse af glæde og fællesskab.

Sådan er det i høj grad også, når Kafé Kolinds nye band - 'Balladeband' - fremfører sangen. Nuvel, ikke alle toner rammer helt så rent, som når Brenda Lee er i højttaleren, men hvad de stadig uprøvede musikere på Kafé Kolind endnu mangler i at ramme den rigtige basstreng og i at lande på versefødderne hver gang, det har de til gengæld i netop den følelse. Glæde og fællesskab.

Musikken skaber mål

'Balladeband' består af det sociale væresteds faste gæster og frivillige. De har spillet sammen siden september og for flere af dem, var det nærmest første gang, de havde et instrument mellem hænderne. Bandet er resultatet af projektet 'Musik til fremme af mental sundhed', som Kafé Kolind tidligere på året fik et tilskud på knap 1,8 millioner kroner frem til 2021. Formålet er, at musikken skal være rammen om et fællesskab og skabe succesoplevelser, der blandt kan være med til af modvirke trangen til isolation.

Daniel Fibecker Demsitz er musikpædagog og blev ansat som ansvarlig for projektet i september. Han har således fulgt den udvikling, som bandets medlemmer har gennemgået de seneste par måneder, og han er intet mindre end imponeret.

"Jeg synes simpelthen, at mange af de ting, der foregår her, det er meget af det, som samfundet ikke formår. Ofte er det mennesker, som har lidt en masse nederlag og er blevet begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder. Musikken har et andet sprog, og jeg mærker tydeligt, hvordan de, der er med her, har fået det bedre med sig selv," siger Daniel Fibecker Demsitz og uddyber:

"Musikken har skabt en struktur, fordi vi arbejder hen imod noget. Det betyder, at man får nogle mål og et drive, som man kan have manglet. Det skaber et fællesskab og fællesskabet rummer uanede muligheder, fordi alle folk har brug for den anerkendelse, de får i et fællesskab," fastslår Daniel Fibecker Demsitz.

Glad for nervøsiteten

Det som bandet arbejder hen imod er en musiktour, og målet har været at blive dygtige nok til at kunne spille for et publikum på tre andre sociale væresteder i henholdsvis Randers, Grenaa og Aarhus. Det kan være et temmelig grænseoverskridende mål at arbejde sig frem til, når eksponering over for andre mennesker i mange år ikke ligefrem har været en favoritdisciplin. Det fortæller Marie Frausing. Hun har i mange år lidt af angst, og først for nylig har hun lagt angstmedicinen fra sig. Derfor er det en stor blottelse, hun er gået i gang med i musikprojektet, men en hun ikke vil være foruden.

Marie Frausing (i sort trøje) har lidt af angst gennem mange år. Ifølge hende har musikprojektet lært hende at håndtere angsten uden medicin og givet hende en mere udadvendt tilværelse.

"Jeg føler mig virkelig heldig over at være kommet med i det her band, for jeg skal lære at håndtere min angst uden medicin. Her er musikken bare vildt fed, fordi den i sig selv er meget udadvendt. For mig betyder det, at jeg hele tiden har noget at se frem til i et projekt, vi sammen skal have til at fungere," fortæller Marie Frausing, der forklarer, hvordan hun har arbejdet med konflikten i angsten og tanken om at skulle spille foran et publikum.

"Det har været en kæmpe udfordring. Jeg har været meget nervøs, men jeg er faktisk bare glad for at kunne mærke den følelse, for i 10 år på angstmedicin har jeg ikke kunnet mærke noget som helst. Jeg er blevet meget gladere og har fået lyst til mange flere ting. Nervøsiteten kan stadig være stor, men det hjælper mig, at jeg ved, at vi støtter hinanden, så selv hvis man klokker lidt i det på guitaren, så bakker de andre i bandet helt naturligt op," siger Marie Frausing med et smil.

I denne uge drager 'Balladeband' så på sin første lille turné, hvor der nok skal opstå yderligere lidt nervøsitet. Til gengæld kan publikum få lov at opleve et band, der har lovet at give den fuld gas i glæden og fællesskabet. Til det er der vel egentlig blot tilbage at citere Brenda Lee.

"You will get a sentimental feeling when you hear, voices singing, let's be jolly..."