Fortsæt til indhold

Aarhus-mor laver julebreve og nisse til børnene

38-årige Kathe Sørensen fra Aarhus har lavet sin egen, kreative julekalender

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

jul "Den stakkels nisse er blevet glemt på værkstedet, og i al juletravlheden, kan de stakkels hjælpere på værkstedet ikke nå at få den klar til jul, men det skal du som barn hjælpe med. Du skal give den et navn, klæde den på og finde ud af, om det er en dreng eller pige."

Det er sådan oplægget er til en ny og kreativ julekalender, som Aarhus-mor Kathe Sørensen står bag.

I starten af december modtager barnet en nøgen dukke, som man gennem december skaber til sin egen nisse.

Hun fik idéen for tre år siden, da hun som mange andre mødre havde købt 24 små dimser i Søstrene Grene, Tiger og andre lignende butikker og indså, at efter jul lå alle 24 kalendergaver i bunden af legetøjskassen.

Hendes nu 6-årige datter ønskede sig en dukke i gave, og da Kathe Sørensen samtidig er glad for at være kreativ, fik hun idéen til sin julekalender med en nisse.

"Da jeg fortalte venner og bekendte om det, synes de, det var en super god idé, så i år har jeg sat 59 af dem til salg, så man kan være kreative og skabe noget sammen i løbet af december. Hver dag får børnene et lille brev fra nissen, og det kulminerer selvfølgelig 24. december, hvor nissen så er helt klar til at fejre juleaften. Der er mange opgaver som at klippe og lave tøj og den slags, så der er mulighed for, at man som familie kan hygge sig sammen om det i julen," siger Kathe Sørensen, der med sin kreative julekalender henvender sig til børn i alderen fire-ni år.

Gratis nissehjælp

Hun sælger sin julekalender fra Instagram og Facebook under profilen Nissevaerkstedets Julekalender, og udover julekalenderen kan man få gratis fif til, hvad nissen kan finde på af drillerier i løbet af december.

"Jeg ved, at der er mange forældre, der synes, det er vildt svært at finde på, og mange synes også, det er træls, når de får en nisse med hjem fra børnehaven, som skal lave drillerier og sjov. Jeg har lavet en lille billedserie med gode idéer til, hvad man kan gøre, for børnene elsker det," siger Kathe Sørensen.

Større næste år

Allerede nu har hun ambitioner om, at hendes julekalender-produktion bliver større næste år. Dem der prøver det i år, skal have noget mere næste år, er hendes tanke.

Sådan kan nissen komme til at se ud, når kalenderen viser 24. december.

"Jeg ved ikke, hvor det bærer hen, og jeg ved ikke, hvad det skal være, om det for eksempel er, at nissen fra i år skal have en kammerat eller noget andet, men jeg ved helt sikkert, at der kommer mere til næste jul," siger hun.