Frisøren på landet er eftertragtet
Landlig idyl og ro giver travlhed i Salon Inge
Lyden af dækket knasende mod gruset skærer gennem stilheden, der nærmest suser omkring matriklen. Hurtigt overdøver stilheden igen på gårdspladsen. Hønsene prikker i jorden, blomster står velplejet i krukkerne og rådyrene spiser løs af æbletræerne.
Det er ikke begyndelsen på en ny Morten Korch film. Det er den oplevelse, mange kører efter, når det er blevet tid til at få klippet håret. Mens frisørsaloner konkurrerer i byerne, vokser Inge Henriksens ordrebog solidt. Det har den gjort i de 15 år, hvor hun har drevet sin egen frisørsalon 'Salon Inge' på Herredsvejen 1 i Hørning.
40 års hårtrends
"Jeg havde da mine bekymringer over at åbne en salon herude på landet. Men de bekymringer har jeg for længst gjort til skamme. Nogle kunder kommer bevidst før tid for at sænke skuldrene til udsigten og roen, inden det er deres tid til at blive klippet," fortæller Inge Henriksen.
En af dem er Gitte Hansen fra Hørning, som de sidste tre-fire år har fået klippet krøllerne i Salon Inge.
"Jeg nyder virkelig at komme herud. Jeg cykler altid, for der er jo ikke langt. Jeg begyndte at blive klippet her dels fordi, jeg gerne vil støtte det lokale og derudover trængte jeg til noget nyt med håret. Det får jeg uden tvivl her," siger Gitte Hansen, mens Inge Henriksen inspirerer og jongerer med en ny fiberskum, der kommer i krøllerne.
Selv om det er 40 år siden, Inge begyndte i lære i Svømmehallens Frisørsalon ved Spanien i det centrale Aarhus, følger hun med i trends indenfor faget, og klipper både børn, unge og voksne, mænd som kvinder.
"Jeg synes, det er dejligt med variationen af kunder. Jeg elsker mit arbejde. jeg nyder virkelig at være her," siger Inge Henriksen smilende.
Balance med familielivet
Hun købte huset på Herredsvejen i 1995 sammen med sin mand Carsten. Den private bolig ligger ti skridt fra salonen. Alligevel har Inge madpakke med på arbejde.
"Nogen kan undre sig over, at jeg ikke lige går over til køkkenbordet og spiser frokost. Men her finder jeg ro til at spise i en stund, inden næste kunde kommer," siger Inge Henriksen og griner let.
Mens Inge og Carstens to børn var små, arbejdede Inge på saloner i Aarhus, Solbjerg, Viby, Tranbjerg og Hørning.
"Jeg havde i mange år lysten til at åbne min egen salon. Men med små børn i huset var det mere realistisk, at jeg ikke skulle bekymre mig om regnskaber og indkøb af hårprodukter. Derfor ventede jeg til 2003 med at åbne salonen," forklarer Inge.
Holder teknikken i skak
Skal man klippes i salonen, skal man gribe knoglen og ringe. Og så skal man indstille sig på, at det kun er Inge, der klipper. Hun har nemlig bevidst fravalgt både ansatte i salonen og et online bookingsystem.
"Vi er styret af så meget teknik i hverdagen. Jeg ved, at nogle kunder kræver lidt ekstra tid. Jeg kan være langt mere fleksibel i min åbningstid, hvis der ikke er et bookingsystem, der bestemmer. Derfor styrer jeg blyanten og et viskelæder i papirkalenderen," fastslår Inge og skænker kaffe til den næste kunde i stolen.