Ry og Galten er blandt de østjyske mestre i net-shopping
Begge byer er med i Top-10 over de mest net-shoppende østjyske byer
netshoppere Borgerne i Ry og Galten er så ivrige netshoppere, at de to byer er med i Top-10 over de østjyske byer, der har handlet flest julegaver på nettet i år.
I snit har hver husstand i Ry fået leveret 1,20 pakker med PostNord i december måned, mens borgerne i Galten i gennemsnit har modtaget 1,18 pakke pr. husstand.
Dog når ingen af de to byer op på højde med Skødstrup nord for Aarhus, hvor hver husstand denne jul har modtaget 1,31 pakker. Faktisk er borgerne i Skødstrup så ivrige netshoppere, at de suser ind på en tredje plads på landsplan.
Til sammenligning har hver husstand i Horsens, Aarhus C og Randers indtil videre modtaget hhv. 0,67, 0,55 og 0,37 pakker i gennemsnit.
Julehandlen når nye højder
"Danskernes julehandel på nettet har igen i år nået nye højder, og vi har aldrig tidligere været ude med så mange pakker. Det er tydeligt, at det at købe julegaverne online er blevet en fast juletradition," siger Jørgen Fischer, e-handelsrådgiver hos PostNord, i en pressemeddelelse til UgeBladet.
Med juleaften lige om hjørnet har PostNord et par gode råd til de danskere, der regner med at skulle købe julegaver online, men endnu ikke har fået dem i hus.
"Hold øje med netbutikkernes sidste frist for køb, så julegaverne når at ligge klar under juletræet. Der er stort tryk på posthusene frem mod juleaften, hvor mange henter de sidste vigtige julepakker. Det gode råd er at udnytte, at posthusene ligger i supermarkeder med lange åbningstider, hvor der i ydertidspunkterne er færre handlende og mindre kø," siger Jørgen Fischer.
PostNord har rustet sig til danskernes rekordstore julehandel på nettet ved bl.a. at åbne 100 nye posthuse, opsætte 3 kilometer ekstra pakkehylder på posthusene og have over 400 ekstra pakkebude på gaden.