Forældre i læserbrev: Kommunens håndteringen af børnehavebrand tenderer omsorgssvigt
Forældre til børn i Kløverhulen retter skarp kritik mod kommunen håndtering af brand og efterfølgende genopbygning. <a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Da Kløverhulens børnehavehus for et år siden brændte til grunden, var vi i chok. Flyverdragter, legetøj og fiskene gik til og børn, forældre og personale mistede en tryg og velkendt ramme om hverdagen.
Børnene blev genhuset i barakken på Tulshøjvej, bygget midlertidigt tilbage i 70'erne. Det ses og lugtes, at den er midlertidig. Takket være det dygtige personale har børnene fundet en god og tryg rytme. Godt nok er der ikke nogen legeredskaber på legepladsen, men de har et egern, natur, og plads til fantasien. Vi voksne ser det som en "skovbørnehave i byen", og børnene stortrives!
Det tog mange uger at få tilladelse til at rive den udbrændte bygningen ned. Ruinen stod derfor som en påmindelse om den, for mange, tragiske hændelse, og chokket blev forlænget dagligt. Langt ind i foråret blev bygningen revet ned og sammen med de sodede rester kørte også en del af chokket væk. Ved udgangen af 2018 ville et nyt hus stå klar, personale og børn ville igen blive samlet, en integreret hverdag ville igen være hverdagen.
Fra lettelsens suk til kommunalt omsorgssvigt
Her et år efter er branden på afstand, men vi er nu lettere chokerede over endnu en udsættelse. Den nye bygning forventes nu, på grund af forvaltningsfejl, først påbegyndt ved udgangen af 2018, såfremt jorden er frostfri. Kommunens håndteringen af hele hændelsen og forsikringssagen er chokerende og dybt kritisabel. Lange behandlingstider og fejl i håndteringen af udbud, burde ikke finde sted i en forsikringssag, hvor børn og personale ser rammen om deres hverdag gå op i røg.
Der burde fra forvaltningens side være blevet ydet personalet krisehjælp og byggeriet sikret høj prioritet. Ærlighed omkring tidshorisonten burde være et minimum for at undgå skuffelse, på skuffelse, på skuffelse, hver gang en udsættelse er indtruffet. Det tyder mest af alt på, at kommunen ikke har overblik samt en samlet plan til håndtering af sager af denne karakter. Det tenderer omsorgssvigt på kommunalt plan. Vi trøster os med, at byggeriet vil blive bygget, på et tidspunkt, og ikke indblandes i de meget omtalte kommunale besparelser.
Personale i en liga for sig
Når det så er sagt, og vi lige ser bort fra, at personale og børn i de to huse savner hinanden, og at det regner ind i fællesrummet, har det sidste år i den grad bevist, at de fysiske rammer er én ting, noget helt andet er det personale, der former børnenes hverdag. Her må vi højlydt og med både stolthed og ærbødighed konstatere, at Vi i Kløverhulen er beriget med et personale i en liga for sig.
På trods af branden, forvaltningsfejl og en nedslidt 70'er barak har personalet formået at bringe børnene sikkert og styrket ind i rammerne for deres nye hverdag og bearbejde branden sammen med dem. Det har vi som forældre stor respekt for og er dem dybt, dybt taknemmelige for!
Se flere videoer på localeyes.dk.