Fortsæt til indhold

Bedstemor med slag i

Det er en mere end almindeligt aktiv og slagfærdig dame fra Galten,der er klar til at gøre sit indtog i byrådet. I vores præsentationsrunde af de nye byrødder er vi nået til Hanne Majgaard (V)

Samfund
Grethe Bo Madsen

”Jeg har vist altid været sådan en, der interesserer sig for, hvordan det går i vores lokalsamfund. Og er der noget, der ikke er, som det burde være, så synes jeg, man skal prøve at gøre noget ved det. Jeg er meget aktiv i alt ligefra skolebestyrelsen, dengang børnene var små, til foreningarbejde nu. Som mange andre har jeg da overvejet tidligere at gå ind i politik, men har haft så meget andet om ørerne. Men nu som pensionist, da starter det politiske liv, nu er jeg klar. Og jeg er da i hvert fald en af dem, der har tid til at hellige mig det,” griner Hanne Majgaard.


At det politikske liv starter nu, er dog ikke helt korrekt, for Hanne er allerede formand for Venstre i Galten, Låsby og Ry.


LÆS OGSÅ: Blå kabale gik op


Hun jonglerer med mange bolde i luften, og det har hun sådan set altid gjort. Som mor til tre havde hun hænderne fulde med egen butik, der sidenhen blev til et fitness center kun for kvinder sammen med datteren. Sidenhen er der kommet ni børnebørn til.


”Jeg mistede min mand i 2016, og det er en meget stor sorg. Jeg har kendt ham, siden jeg var 14 år. Men jeg har min store familie, og det er en meget stor glæde.”


Med egne ord har Hanne undervist alt, hvad der kan krybe og gå i gymnastik - en rolle, der tilsyneladende er gået i arv til både datter og datterdatter.


”Jeg elsker at bevæge mig og har været gymnastik instruktør i rigtig mange år. Man kan ikke bevæge sig og være sur samtidig. Det er det bedste middel, der findes, mod triste tanker. Jeg holder også rigtig meget af at gå lange ture.


Interessen for politik er hun ikke den eneste i familien, der har. Hendes datter, Birgitte Majgaard, stillede op til byrådsvalget for de Konservative, dog uden at blive valgt ind.
”Vi har diskuteret i familienog haft livlige diskusioner. Jeg har let ved at engagere mig, og går op i alt muligt. Nu er jeg kommet med i flere af byrådets udvalg, og jeg glæder mig rigtig meget til at trække i det politiske arbejdstøj. Når man har ladet sig vælge, så skal man også gør det helt og fuldt, og jeg er parat til at klø på med krum hals. Der er jo rigtig meget, der skal læres nu, for at blive en god byrådspolitiker,” mener Hanne, der er med i Socialudvalget og det midlertidige Psykiatriudvalg og afslører, at hun har en hemmelig plan om arbejde intenst for en svømmehal i Galten.


Ved siden af interessen for at bevæge sig har Hanne også en stor interesse for litteratur, især krimier og biografier, og for at få jord under neglene.


”Og så holder jeg rigtig, rigtig meget af musik. Det er en af mine helt store passioner. Faktisk er jeg lige gået i gang med at lære, at spille på klaver. Jeg bliver nok ikke ligefrem pianist, men det er noget, jeg har meget stor fornøjelse med.”