Det var svært at juble i starten
KV17 Drama på valgaftenen og dagen derpå gjorde, at Kjeld Jensen, DF, ikke vidste, hvad han turde tro på
Det nyvalgte byrådsmedlem Kjeld Jensen (DF) fra Hørning erkender, at valgaftenen og især dagen derpå var lidt af en følelsesmæssig rutchetur.
Dermed henviser Kjeld Jensen til dramaet om, hvorvidt han eller Liberal Alliances Linda Andrea var blevet valgt.
LÆS OGSÅ: Trine om dagen - Fru Svendsen til aften
Forud for valgdagen havde Kjeld Jensen ellers følt sig ret så optimistisk.
“Jeg havde regnet med, at Dansk Folkeparti ville få et kanonvalg ud fra resultatet ved sidste folketingsvalg. Det viste sig ikke at slå helt igennem lokalt, og derfor var jeg noget skuffet på valgaftenen, indtil borgmesteren råbte mit navn op som valgt,” husker Kjeld Jensen.
LÆS OGSÅ: Ny i byrådet er bedstemor med slag i
Til at begynde med vidste han ikke, hvad han turde tro.
“Det var en mærkelig fornemmelse, fordi man ikke rigtig kunne juble, før det hele var afklaret,” uddyber han.
Det skete dagen efter, da Kjeld Jensen blev udråbt som byrådsmedlem nummer 29 efter fintælling og endnu en optælling af stemmerne.
Først derefter var han klar til at glæde sig over at være blevet Dansk Folkepartis tredie medlem af byrådet.
Det lå ikke i kortene, at Kjeld Jensen skulle blive politiker.
Oprindelig kom han i lære hos købmand Haurum i Adelgade nr. 85 i Skanderborg. Men udviklingen i retning mod selvbetjening huede ham ikke.
“Vi skulle ikke længere ekspedere, men blot fylde varer på hylderne. Det kunne man få skolepiger til, og derfor var det ikke længere noget for mig.”
Ved et tilfælde kom Kjeld Jensen i stedet i lære som tømrer.
“Det var ude i frisk luft, hvor man kunne prøve sig selv af, og det kunne jeg godt lide,” fortæller Kjeld Jensen. Det førte blandt andet til mange spændende opgaver som tømrer i Hørning, hvor han stadig bor.
I dag på den 1,2 ha store landejendom på Dørup Gade. Her har han også i de sidste 12-13 år drevet virksomheden Nettotræ, der producerer specialpaller og specialkasser.
Virksomheden er netop blevet solgt, og Kjeld Jensen, der fyldte 65 år i sommer, er gået på pension.
Kjeld Jensen er gift med Anna-Lise og har to voksne døtre på henholdsvis 38 og 41 år.
I fritiden spillede han fodbold og håndbold og var aktiv i bestyrelsen i mange år. Kjeld var tillige fritidsbrandmand i Hørning i 18 år.
Den politiske interesse kom sent i livet.
“Jeg havde gået og ævlet om, at der var begået politiske fejl. For tre år siden meldte jeg mig ind i DF, og det er et par år siden, vi begyndte at tale om, at jeg skulle stille op til byrådet,” siger Kjeld Jensen.
Kjeld Jensen har fået sæde i Miljø- og Planudvalget, og det er en ønskepost.
“Vi er kommet i gang, og her kan jeg bruge min erfaring som håndværker. Vi har mange udfordringer, og det er vigtigt, at vi laver tingene rigtigt første gang, så vi også bruger pengene rigtigt,” lyder det.