Jon's El: Mester tilbage på banen med ny partner
Jon Nymark har været tæt på at se sit livsværk smuldre, men sammen med unge Troels Madsen, Rønde, er han nu i fuld gang med at tænde op under Jon's El igen
Efter 34 år som el-installatør solgte Jon Nymark sin forretning på Ebeltoftvej i Mørke ved indgangen til 2017
Aftalen med den nye indehaver var klokkeklar. Den nye indehaver lejede sig ind i forretningslokalerne i Mørke og det samme med lagerpladserne i Kolind og Rønde.
Jon Nymark indvilgede i at være til rådighed og behjælpelig i den første overgangsfase sideløbende med, at han holdt gang i el-forretningen på Hovedgaden i Rønde, der ikke var en del af salget.
Det gik ikke
Der er løbet meget vand i åen siden det tilsyneladende lykkelige generationsskifte ved nytårsskiftet 2016-2017.
"Det kom reelt aldrig noget godt ud af det, og det kan jeg kun beklage. Jeg synes ellers, at jeg havde gjort mit hjemmearbejde godt nok ved at lave en aftale med et professionelt firma om at finde den rigtige køber, men det kom desværre aldrig til at gå," siger Jon Nymark, 68.
De 7-8 ansatte i Jon's El begyndte lige så stille at sive væk til andre jobs, og i forsommeren 2018 kunne Jon Nymark konstatere, at hans livsværk var ved at kuldsejle helt. I et halvt år var der ikke betalt den aftalte husleje, og derfor måtte Jon Nymark skride til at indgive konkursbegæring samtidig med, at han selv gav sig i kast med at kickstarte virksomheden. Undervejs i forløbet måtte han tage afsked med sin kone Else Nymark, der var en stor del af Jon's El som hende hjemme på kontoret med det store overblik, når kunderne begyndte at ringe klokken 6 på alle hverdage - en god time inden, at elektrikerne mødte ind klar til at modtage dagens arbejdssedler. Else Nymark tabte kampen til en ondartet kræftsygdom.
Ny partner
Ved dette årsskifte ser Jon Nymark heldigvis lyst på fremtiden igen. En ung gut, Troels Madsen, 24, fra Rønde har nikket ja til at indgå kompagniskab i et nystiftet anpartsselskab.
Troels Madsen er færdiguddannet som el-installatør på Erhvervsakademi Dania i Randers og får sin autorisation til sommer. Han føler sig klædt på til opgaven, og han kontaktede da også Jon Nymark, da han hørte, at denne så sig om efter en seriøs partner med mod på at tage helt over på et tidspunkt.
"Vi ejer 50 procent hver i det nystiftede selskab, Jon's El ApS, og aftalen er, at jeg i løbet af de næste tre år selv skal overtage firmaet," siger Troels Madsen, der er søn af Ole Madsen, indehaver af Tømrerfirma Ole Madsen i Rønde.
"Jeg har altid haft lyst til at blive selvstændig og har allerede prøvet det i det små," siger Troels Madsen, som har en fortid hos Østjysk El-Service i Højbjerg og Rønde El-Service.
Back to basic
Den nye duo er enige om, hvad der skal til for at genskabe forretningen, og de er allerede godt i gang.
Jon Nymark har således brugt en hel del krudt på at få sine gamle kunder tilbage i folden.
"Alle ved, at det handler om at kunne levere et ordentligt stykke arbejde, kunne overholde aftaler og være der, når kunderne ringer," siger Jon Nymark.
Indtil videre har det nye Jon's El ApS ansat to elektrikere. Om der kommer flere til, afhænger naturligvis af kundeunderlaget de kommende måneder.
"Jeg er optimist og har allerede lært Troels at kende som en meget stabil partner, som har energien til at være selvstændig og som kan levere et ordentligt stykke håndværk," siger en tilfreds Jon Nymark.