Skadestuen flytter: Akut syge får bedre forhold og behandling
Flere eksperter og bedre faciliteter på det nye hospitalsbyggeri i Skejby
Tirsdag 29. maj tager Aarhus Universitetshospital for første gang imod akut syge patienter i den nybyggede akut-blok i Skejby.
Her venter der patienterne markant bedre forhold og den bedst mulige behandling, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
"Det er en rigtig stor begivenhed, at vi åbner landets første og største akutafdeling, der helt fra bunden er skræddersyet til at give akut syge den bedste sammenhængende behandling," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Målet er at samle akut syge patienter og eksperter under samme tag, så personalet kan arbejde tæt sammen på tværs af fag og specialer.
Det nye byggeri har blandt andet skadestue, eget sengeafsnit for børn og voksne, lægevagt, traumecenter, CT-scanner og egen helikopterlandingsplads.
"Det er en tiltagende udfordring for de ansatte at tilbyde optimal behandling, fordi rammerne er utidssvarende. Vi glæder os til at kunne samle flere eksperter om en patient og udvide samarbejdet til endnu flere specialer, når vi flytter i samme hus," siger sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Inge Pia Christensen.
Alle patienter i nybyggeriet får enestue og plads til overnattende gæster.
3000 flytter arbejdsplads
Inden skadestue og lægevagt tager imod de første patienter, skal næsten 3000 ansatte flytte arbejdsplads fra de gamle Aarhus-hospitaler i Tage-Hansens Gade (Amtssygehuset) og Nørrebrogade (Kommunehospitalet).
Desuden skal adresser rettes og skilte på motorveje og gader ændres, så de peger mod den rigtige afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Aarhus Universitetshospital