Hvad er go og no go i containeren
Meget affald ryger i forkert container på genbrugspladserne, oplyser Renosyd
Op mod 70 procent af det affald, der havner i småt brændbart på Renosyds genbrugspladser, kunne genanvendes. Det drejer sig om papir, plastik og pap.
Containerne til småt brændbart er genbrugspladsens svar på rodekassen. Det vil sige, når brugerne ikke rigtig ved, hvor affaldet skal hen, så ryger det ofte i småt brandbart, som er beregnet til affald, der havner i forbrændingen og ikke til genbrug.
Det vil Renosyd råde bod på, og selskabet sætter derfor gang i et projekt, der skal gøre det lettere at finde ud af, hvad der skal i småt brændbart.
Det skal ske ved at lave interviews med brugerne og observere deres faktiske adfærd på genbrugspladsen. Målet er at identificere fejlsortering og få klarlagt, hvor meget og hvilke typer af affald, der fejlsorteres.
”Den viden vil vi efterfølgende bruge til at gennemføre en række forsøg med nye kommunikationsformer og løsninger, der skal nedbringe fejlsorteringen af genanvendeligt affald i containerne til småt brændbart,” siger projektleder Hanne Lundhus.
Projektet løber i perioden fra sidst januar til sidst i august og vil involvere alle genbrugspladser og Værdiparken i Skanderborg.
Miljøstyrelsens kommunepuljemidler størrer projektet.
e.r.