Fortsæt til indhold

"Socialdemokraterne vil strække sig langt for ikke at sætte skatten op"

Professor i statskundskab Rune Stubager fortæller, hvorfor man ikke nødvendigvis bare lige sætter skatten op i en kommune

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen og Jeppe Rafn

besparelser SF-rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom, vil hellere sætte kommuneskatten op end benytte sig af nogle af forslagene i sparekataloget for at finde de over 200 millioner kroner, som der mangler årligt i budgettet i de kommende år. Særligt spareforslaget om sammenlægninger af skoledistrikterne i Aarhus Kommune giver politiske dønninger og har skabt røre blandt aarhusianske forældre.

Men at sætte skatten op er ikke noget, man bare lige gør som kommune.

Regeringen accepterer ikke, at kommunerne samlet set sætter kommuneskatten op. Det betyder, at hvis Aarhus vil hæve skatten, og andre kommuner ikke sætter skatten tilsvarende ned, bliver kommunerne økonomisk straffet - særligt de kommuner der hæver skatten.

Hvis Aarhus Kommune hæver skatten, vil staten i praksis opkræve 75 procent af kommunens indtægter fra skattestigningen i det første år. Næste år vil man ophæve 50 procent, og det tredje år 25 procent.

Så når Thomas Medom i stedet for at spare vil hæve kommuneskatten med 0,4 procent, vil Aarhus de næste tre år i gennemsnit skulle aflevere halvdelen af de ekstra skatteindtægter til staten. Aarhus får kun lov at beholde alle pengene, hvis andre kommuner sænker skatten, og det regnes for usandsynligt.

Har du tænkt pengene til staten ind i stigningen på de 0,4 procent?

"Ja, der er ekstra rum i de 0,4 procent, og de to første år, hvor vi eventuelt skal aflevere mest til staten, kan resten findes ved brug af afdelingernes opsparing," siger Thomas Medom.

Udfordring

Men der er en anden udfordring forbundet med at sætte skatten op i Aarhus. For byens borgmester Jacob Bundsgaard (S) er nemlig formand for Kommunernes Landsforening (KL), og det kan sende et forkert signal, hvis han sætter skatten op.

"Det er politisk spørgsmål, hvad der er vilje til, men når borgmesteren er formand for KL, er jeg sikker på, at Socialdemokraterne vil strække sig langt for at undgå en skattestigning, og man skal jo også huske på, at det ikke er gratis at hæve skatten," siger Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han fortsætter:

"Fra KL's side er der stor interesse i, at systemet fungerer, og kommunerne holder orden i eget hus. I KL-regi vil man formentlig være ked af, hvis formandens egen kommune satte skatten op, uden at det er aftalt at reducere den tilsvarende andre steder."