Flere raser over nye gadenavne: "Hvorfor er så få kvinder repræsenteret?"
Tre kunstfaglige undre sig over Teknik & Miljøs valg af navne til nye veje i Aarhus
Gader og pladser i det nye bykvarter ved Godsbanen bliver opkaldt efter kulturpersonligheder fra 1970'erne. Det annoncerede Teknik & Miljø for et par uger siden.
Tommy Seebach, Dirch Passer og 11 andre nationale kulturpersonligheder får veje eller pladser opkaldt efter sig, og det har efterfølgende fået flere til at undre sig over udvælgelsen af personer, som ikke umiddelbart har noget med Aarhus at gøre. Senest var formanden for Promus (Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus), Jesper Mardahl, ude med en svada mod navngivningen.
Han mente kort fortalt, at man skulle have valgt aarhusianske kulturpersonligheder fremfor nationale. Det bakker Aarhus Kommunes tre kunstfaglige råd - Kunstrådet, Billedkunstudvalget og Musikudvalget - op om i en fælles skrivelse, som er blevet sendt til Lokalavisen Aarhus.
"Rådene undres over hvorfor en udvælgelse som denne er blevet foretaget bag lukkede døre. I rådet spørger vi til, hvorfor det ikke er lokale kulturpersonligheder, man skæver til? Hvorfor man overvejende har valgt personer fra 1970’ernes underholdningsmiljø? Hvorfor der ikke er flere fagpersoner fra eksempelvis scenekunst, litteratur og billedkunst i spil, og hvorfor der er så få kvinder repræsenteret?," står der i skrivelsen fra de tre kunstfaglige råd.
Samtidig skriver rådene, at de ligeledes undre sig over, hvorfor Godsbanen og dens mange aktører ikke er blæevet involveret i åprocessen, og hvorfor man ikke har rådført sig hos Kvindemuseet og Den gamle By.
"De kunstfaglige råd stiller sig gerne til rådighed og opfordrer hermed til ny udvælgelse af vejnavne på Aarhus K," står der også i skrivelsen.
jwh