Ikonisk hospital i Aarhus lukker denne måned: Markeres på fredag
De sidste behandlinger på det tidligere Amtssygehus på Tage-Hansens Gade foregår i denne måned, og fredag tages officielt afsked med matriklen i midtbyen
I maj 1935 blev 'det nye Amtssygehus' indviet på Tage-Hansens Gade, og de smukke bygninger har i mere end 80 år været en central del af mange aarhusianeres hverdag som patient, pårørende eller medarbejder. Men meget snart er det slut. For i løbet af få uger flytter Aarhus Universitetshospital de sidste afdelinger fra Tage-Hansens Gade til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Den endegyldige lukning af hospitalet på Tage-Hansens Gade markeres derfor fredag 7. september klokken 14.30 ved porten til hospitalet med taler, bobler og nedtagning af det ikoniske hospitalsskilt:' Helbrede, Lindre, Trøste.'
Skiltet vil efter nedtagning blive bragt til Skejby for at blive hængt op igen i de nye omgivelser.
(Artiklen fortsætter under billedet)
"Det bliver en historisk dag, fordi vi markerer, at en epoke er slut. Skiltet betyder meget for os, og derfor passer vi selvfølgelig godt på det, og lader det følge med i det nye byggeri i Skejby. Værdierne "Helbrede, Lindre, Trøste" er en del af Aarhus Universitetshospitals DNA, og de lever videre, selvom vi tager afsked med bygningerne i Tage Hansens Gade," fortæller lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen, Aarhus Universitetshospital, i pressemeddelelsen.
Tidligere og nuværende medarbejdere fra afdelinger på Tage-Hansens Gade er inviteret til at deltage. Tidspunktet er fredag klokken 14.30 til 15.30, og stedet er porten til Aarhus Universitetshospital, Tage-Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C
jwh