Tilsyn: Aarhus-borgmester brød regler i frisørvideo
Ankestyrelsen kritiserer Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) for at deltage i en frisørreklame
Efter en række artikler i JP Aarhus, hvor flere eksperter kritiserede borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), for at medvirke i en reklame for frisørkæden Slikhaar, fastslår Ankestyrelsen nu, at borgmesteren, der også er formand for KL, inddirekte har ydet støtte til frisørsalonen i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.
Ankestyrelsen fastslår, at det var i strid med reglerne, da KL-formand Jacob Bundsgaard optrådte i en reklamefilm for en aarhusiansk frisørkæde.
I videoen tropper Jacob Bundsgaard op i frisørsalonen i Aarhus, hvor han får vasket håret og bliver klippet. Frisørsalonens egne produkter optræder i videoen, hvori det også fremgår, at Jacob Bundsgaard optræder som repræsentant for kommunen.
"Det er Ankestyrelsens opfattelse, at borgmesterens medvirken i videoen – uanset om anledningen til besøget i frisørsalonen kan betegnes som et virksomhedsbesøg - konkret fremstår som en anprisning af frisørsalonen frem for andre virksomheder. Det er derfor efter en samlet vurdering af baggrunden for borgmesterens besøg og videoens indhold Ankestyrelsens opfattelse, at Aarhus Kommune har ydet indirekte støtte til frisørsalonen i strid med kommunalfuldmagtsreglerne," hedder det i afgørelsen.
I en skriftlig kommentar til Ankestyrelsens afgørelse udtaler Jacob Bundsgaard:
"Jeg tager Ankestyrelsens udtalelse til efterretning med hensyn til 'anprisning', men vil ufortrødent foretage virksomhedsbesøg i samme omfang som hidtil og rose de virksomheder, der gør det godt i Aarhus."
Ankestyrelsen noterer sig, at Aarhus Kommune fremover vil følge Ankestyrelsens udtalelse og agter derfor ikke at foretage sig yderligere i sagen.