Tog og færger aflyses på stribe
Det voldsomme vejr har indflydelse på den kollektive trafik.
Det voldsomme blæsevejr i Danmark har nu også ramt både togafgange og færgeovergange.
Molslinjen oplyser på sin hjemmeside, at afgangene fra Jylland klokken 13.25 og 15.55 er aflyst. Det samme er afgange klokken 15.20 og 17.50 fra Sjælland.
»Vi håber, at de sidste to ture sejles som planlagt,« siger Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef ved Molslinjen, til Lokalavisen.dk.
Han fortæller videre, at kunderne er blevet adviseret om aflysningerne via sms.
»Vælger man ikke at booke en ny afgang, så får man automatisk sine penge tilbage,« siger Jesper Maack.
Flere aflysninger
Alle færger mellem Jylland og Samsø er også aflyst. Det oplyser Samsø Rederi på sin Facebook-side.
Her står også, at der forventes normal færgetrafik mandag morgen.
Langelandslinjen, der sejler mellem Spodsbjerg og Tårs, har også aflyst alle søndagens afgang.
DSB oplyser, at der kører færre S-tog på flere linjer, ligesom der generelt over hele landet kører færre tog.
»Da vindstød af stormstyrke kan medføre væltede træer og øvrige genere for togtrafikken, kan der udover de planlagte ændringer opstå forsinkelser og akutte aflysninger,« skriver DSB, der opfordrer sine kunder til at holde øje med Rejseplanen.
Togtrafikken på strækningen Aarhus-Langå-Struer er da også helt aflyst.
Derudover frarådes det høje, lette køretøjer at passere Langelandsbroen, Sallingsundbroen, Ny Lillebæltsbro, Øresundsbroen og Svendborgsundbroen.