Fuglebakken drømmer om kunstgræs
Spillerflugt i vinterhalvåret får fodboldklub i Frydenlund til at drømme om en kunstgræsbane
“Jeg ved, hvor meget fodbold kan gøre,” siger Jesper Christensen.
Han er formand i fodboldklubben Fuglebakken KFUM Århus, som inderligt håber, at Aarhus Kommune vil give klubben, der ligger i Frydenlund, grønt lys til opførelse af en kunstgræsbane.
En bane, som vil være til gavn for både fodboldklubben, men i høj grad også det omkringliggende område ifølge formanden.
“Vi må desværre konstatere, at vi ikke kan holde på de unge i vinterhalvåret med de forhold, som vi har nu. Derfor håber vi jo på, at kommunen vil give projektet grønt lys, så vi kan fastholde de unge i foreningslivet hele året rundt,” fortæller Jesper Christensen, som peger på foreningslivet som et vilkår til bedre integration.
Grus og græsbaner
Foreløbigt må klubben klare sig med grus- og græsbaner på anlægget. Men ligesom resten af kommunens græsbaner, så lukker disse baner ned fra 1. oktober til 1. april. Herefter må der kun spilles fodbold på anlæggets grusbane, men banen lader meget tilbage at ønske ifølge Jesper Christensen.
“Jeg har besøgt både Aarhus Fremad og Skovbakkens kunstgræsbaner i vinterhalvåret, hvor banerne er proppet med unge, der spiller fodbold. Vores grusbane er fuldstændig tom i samme periode, fordi den er umulig at spille på, fordi der er is og frost på banen,” fortæller formanden og fortsætter:
“Vi ligger jo et sted i Aarhus, hvor der er mange børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Og vi har rigtig mange medlemmer, som ikke er ressourcestærke. Så vi ser os selv i et lys, hvor vi også kan gøre et godt integrationsbidrag ved at åbne foreningslivet endnu mere op med en kunstgræsbane,” forklarer formanden for Fuglebakken KFUM Århus.
Jungle at bevæge sig rundt i
Indtil videre har klubben forsøgt at råbe kommunen op i jagten på et klart svar, så klubben kan gå i gang med at søge midler til opførelsen. Men det er ikke lykkes.
“Vi synes lidt, at vores ønske glider hen over hovedet på kommunen. Vi synes jo, at vores drøm ligger lige til højre benet for os, området og kommunen,” fortæller formanden for fodboldforeningen i Frydenlund.
Faktisk har klubben flere gange ansøgt tilladelse hos kommunen, men hver gang er ansøgningen blevet afvist.
“Man mister jo pusten ind imellem, når man ikke får et klart svar. Det hele står jo og falder med, hvorvidt vi kan få denne her tilladelse, indtil da arbejder vi i blinde. Og det kan til tider være frustrerende, når vi føler, at vi med en kunstgræsbane kan holde kontakten med de unge hele året rundt,” siger Jesper Christensen.