Fodboldklub jubler over penge til idrætten og håber på kunstgræsbane
Fuglebakken KFUM håber på at få del i de mange millioner
Fem måneder. Så længe har Frydenlund-fodboldklubben Fuglebakken KFUM ikke kontakt til sine medlemmer, for som det står til nu, må klubben lukke helt ned for fodbolden fra november til april.
Banerne kan ikke holde til at blive spillet på i vinterhalvåret, og derfor har klubben i flere år sukket efter en kunstgræsbane.
Realiseringen af den drøm er nu kommet et stort skridt nærmere efter sidste uges budgetforlig.
Her aftalte forligspartierne at afsætte hele 10 millioner kroner årligt til at opgradere og bygge idrætsfaciliteter.
“Det er historisk, at vi afsætter så stort et fast beløb til sportsfaciliteter i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at behovet er der - især i det vestlige Aarhus - så jeg er meget glad for, at vi fik denne aftale i hus,” siger Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Glæde hos Fuglebakken
Den store pulje penge til det aarhusianske idrætsliv vækker jubel hos Fuglebakken KFUM, som håber på at få tildelt penge til den længeventede kunstgræsbane.
“Vi bilder os ind, at det politiske pres, vi og andre har lagt, har været medvirkende til, at man kigger den vej, så vi er stolte over og glade for, at man har tilført midler til det område. Det passer som fod i hose til os, hvis det realiseres,” siger klubbens formand Jesper Christensen.
Han og bestyrelsen skal nu have udformet en ansøgning til den årlige ansøgningsrunde, hvor midlerne skal fordeles.
“Vi vil selvfølgelig gøre alt, vi kan, for at få fat i nogle af de midler, så vi kan få realiseret ønsket om at anlægge den kunstgræsbane,” siger formanden, som mener, at en helårsbane vil kunne højne det fodboldmæssige niveau, samtidig med at de mange medlemmer fra de sociale boligområder får et fast holdepunkt året rundt.
“For os handler det om at kunne fastholde børn og unge fra området i foreningslivet hele året rundt. Det har vi ikke kunnet indtil nu. Vi er ikke nogen eliteklub, så vi skal først og fremmest have del i midlerne ud fra et socialt perspektiv, men med bedre faciliteter tror og håber vi selvfølgelig også, at vi igen kan blive en storklub i Aarhus,” siger Jesper Christensen.
Forligspartierne i byrådet har lagt særlig vægt på, at en del af millionerne blandt andet skal bruges til netop kunstgræsbaner.
“Det er åbenlyst, at vi mangler fodboldbaner i Aarhus, og her er det specielt vigtigt med kunstgræsbaner, så der kan spilles fodbold året rundt,” siger rådmand Rabih Azad-Ahmad.