Fortsæt til indhold

Deler 100 gratis sushi-burritos ud på åbningsdagen

Mohammed Karim også kaldet Mo åbner sin foodtruck uden hjul i Ryesgade 5. oktober

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

åbning En sushi-burrito. Synes du, det lyder underligt, så skal du ikke lade dig skræmme væk ifølge indehaver af det kommende Mo'Rice, Mohammed Karim.

Fredag 5. oktober klokken 11 åbner han nemlig Mo'Rice i den lille foodtruck i Ryesgade lige over for banegården i Aarhus. Herfra sælger han sushi-burrito i fem forskellige varianter.

"Den består af et stort stykke tang med chilimayo, teriyakisovs, salat, peberfrugt, agurk, ris og så laks, kylling eller rejer. Vi gør den snasket, og man må ikke sammenligne det med almindelig sushi," forklarer Mohammed Karim, som blot kalder sig Mo.

Stor drøm

Mo har i forvejen Teriyaki Sushi på Skanderborgvej 222 i Viby, hvor han også bor, men det har altid været hans drøm at være en del af bylivet i Aarhus C. Han har derfor været på udkig efter lokaler, og da foodtrucken uden hjul, som han kalder den, blev en mulighed, slog han til.

Mo Karim åbner Mo'Rice i Ryesgade 5. oktober.

"Man taler altid om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Og her må man sige, at jeg har ramt plet. Jeg glæder mig helt vildt til at åbne, og det skal nok blive rigtig fedt. Jeg ligger godt i forhold til butikkerne, firmaerne omkring banegården," siger Mo, der forsikrer, at han bibeholder Teriyaki Sushi i Viby.

"Nu har det taget mig fire år at banke den op, så den lukker jeg ikke," lyder det.

Kunde inspirerede ham

Han blev opmærksom på sushi-burrito-konceptet, da en kunde spurgte ham på en festival, om han ikke skulle lave sådan noget, og jo, selvfølgelig skulle han da det.

"Når man er på festival, gider man ikke spise med pinde - det er for romantisk, så jeg har serveret sushi-burrito på sommerens festivaler, og det har været en kæmpe succes. Og derfor er jeg også sikker på, at den her foodtruck bliver en succes," siger Mo, der blandt andet har været på Samsø Festival, Grim Fest, VM i sejlsport og årets festuge.

Foruden sushi-burrito serverer han også poke bowls, der er en stor tallerken fyldt med grønt og kød, og det er også muligt at få en vegansk poke bowl.

Elsker Aarhus

Han har ligeså meget julelys i øjnene som et 4-årigt barn, der glæder sig til juleaften, når han fortæller om sit nye projekt.

"Det er min drøm det her. Jeg elsker Aarhus, og jeg har i mange år gerne ville være en del af midtbyen. Nu tester jeg af, om der er et marked for, at det skal være flere steder i byen, og om konceptet kan bære at komme til andre byer. Det ville være mega fedt at prøve det i København, men ellers har jeg en ambition om de fem største byer i Danmark," siger Mo og fortsætter:

"Idéen er, at det skal være simpelt og rigtig godt til en pris, hvor alle kan være med."

På selve åbningsdagen serverer han en gratis sushi-burrito til de første 100 kunder, når han slår dørene op til den lille foodtruck uden hjul klokken 11.