Dagmargården mødte Smukfest
En gruppe beboere fik sat øjne på den festival, de ellers kun hører
Smukfest Det er svært at komme uden om, at Smukfest har sat sig præg på Skanderborg i den seneste tid, og det har beboerne på Plejecenter Dagmargården også registeret. Men for flere af beboerne har festivalen været en ukendt størrelse, man mest af alt hørte og ikke så. Det er der nu lavet om på.
En håndfulde borgere, der enten er ramt af demens eller er kørestolsbrugere tog nemlig en cykeltur til festivalområdet, KærligHeden og SmukBy-arrangementet med 'Lune Carlsen'
"Det var en fantastisk oplevelse for både beboerne og mig," fortæller Julie Sørand Strandgaard, aktivitetsmedarbejder på Dagmargården.
Lune Carlsen, alias Jan Carlsen, der fortolker Kim Larsen, har tidligere spillet på Dagmargården. Han genkendte en af beboerne under sin koncert ud for Bloms på Adelgade og kom efterfølgende hen til en snak.
"Og ude ved Sherwood mødte vi en masse søde unge mennesker, der kom hen og snakkede og ville fotograferes sammen med beboerne. Det var en rigtig god oplevelse," siger Julie Sørand Strandgaard og tilføjer:
"En af beboerne havde et barnebarn, der overnattede ude på KærligHeden, og hun ville gerne se, hvad det var for noget. Så vi cyklede derud, hvilket var en stor succes og nu har givet beboeren en tættere relation til, hvad hendes barnebarn egentlig laver på Smukfest."
Ind på selve pladsen
Julie Sørand Strandgaard fortæller, at festivalen for de beboere, der var med på cykeltueren under årets festival, så er Smukfest når, man hører fra sin altan.
"Nu har vi imidlertid set, at beboerne virkelig kan få meget ud af at komme tættere på festivalen," siger hun og fortsætter:
"Når man har demens, spejler man sig i omverdenen, og det er derfor en rigtig god oplevelse for en dement at være i selskab med glade, smilende festivalgæster."
Den gode oplevelse har givet Julie Sørand Strandgaard blod på tanden.
"Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at festivalen lavede noget á la 'De Grå Synger' på Sølund Musik-Festival, så beboere fra plejecentrene i hele kommunen kunne komme ud og få den kæmpe sanseoplevelse det er at være på festivalen, for eksempel ved at komme ind på Sherwood. Det kræver dog, at festivalen spiller med, for lige nu har vi det problem, at vi godt kan købe et 8660-armbånd til beboerne, men ikke til de hjælpere, der ikke har bopæl i kommunen."