Læsehunden Cosmo motiverer børn til at læse
Labradoren Cosmo kommer forbi biblioteket for at øge børnenes selvtillid og læselyst
Snart kan du møde Cosmo, en venlig og glad labrador på ni år, på Skanderborg Bibliotek. Cosmo er certificeret som læsehund sammen med sin ejer Elisabeth Schriver - det vil sige, at hunden er godkendt, hvad angår lydighed og temperament.
En læsehund motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til mange historier. Den dømmer ikke og retter ikke barnet, men giver ro og nærvær, som skaber tryghed og tillid hos barnet, og skaber en positiv og anderledes læseoplevelse, hvor resultatet er øget læselyst og selvtillid.
Få en time med Cosmo
Elisabeth har gennemført kursus i læsevejledning af børn, og støtter og vejleder barnet, når det er nødvendigt.
Det er gratis at modtage hjælp fra en læsehund. Cosmo og Elisabeth arbejder på frivillig basis. Der afsættes en time af til hvert barn, for så er der både tid til læsning og hygge.
Cosmo er så klar til at læse med børn i Skanderborg. Læsestunden vil foregå i et læsehjørne på Skanderborg Bibliotek, hvor der er introduktion af Cosmo og Elisabeth lørdag 24. juni kl. 11-13, hvor interesserede børn og forældre kan møde læseteamet og skabe kontakt til et læseforløb. Se mere på www.laesehunde.dk.srj