Fortsæt til indhold

Realskolen satte rekord med 168 græskarhoveder

Skanderborg Realskoles SFO er blevet optaget i Børnenes Rekordbog

Samfund
Grethe Bo Madsen

Realskoles SFO er med i den nyeste udgave af Børnenes Rekordbog - på side 26 helt præcist. Optagelsen skete efter, at SFO-børnene sidste år udskar ikke mindre end 168 græskarhoveder på skolen til den årlige lysfest.

“Vi er rigtig stolte og meget glade. Vi har vidst det et godt stykke tid, faktisk helt siden sidste vinter, hvor vi fejrede det en tidlig morgen med lys og musik i skolegården samt lune boller og coffee to go til forældrene for også at takke dem for den store opbakning,“ fortæller SFO-leder Janne Lenz.

Fri for mobberi

“Nu må vi se om vi kan slå rekorden til vores Halloween-lysfest i år,” siger hun og tilføjer:
“Det kunne da også være sjovt, om der var andre SFO'er, der tog udfordringen op”.

Med de mange græskar kunne eleverne sidste år skrive 'Fri for mobberi' i skolegården.
Sloganet var arbejdstitlen for SFO'ens arbejde gennem flere år for at gøre Realen mobbefri.
“I dag er det en integreret del af vores daglige virke i SFO'en,” forklarer Janne Lenz.