Rygestopkursus kun > for mænd har stor succes
31. august begynder et nyt rygestopkursus kun for mænd
@Byline.emne:sundhed @Byline.JFM:Af Claus Sonne Skanderborg Som led i en større plan om at gøre Skanderborg til en røgfri kommune senest i 2025 arrangerer kommunen et kursus målrettet mænd, der kan være svære at fange med de traditionelle tilbud. Og et rygestopkursus i det fri ser ud til at virke endog rigtig godt. “Det første kursus sluttede i juni. Nu, sådan cirka tre måneder efter, er syv ud af de ni mænd, der deltog i kurset, stadig røgfri,” fortæller Helle Vestergaard Ibsen, der er projektleder på ’Røgfrit Skanderborg 2025’.
Røgfri anbefaling
31. august tages der hul på en ny omgang ’Rygestop i det fri’, og 40-årige Johan Jakobsen fra Herskind anbefaler kurset. Han er en af de syv mænd fra det første kursus, der stadig er røgfri. “Jeg har før prøvet at stoppe med at ryge, men denne gang var det let. En af årsagerne var, at jeg havde lavet en stiltiende aftale med mig selv om at stoppe, når jeg blev 40, men en anden årsag er den måde, kurset er skruet sammen på,” fortæller han og sætter flere ord på. “Der gik en ære i ikke at være ham, der kom og sagde, at man altså var kommet til at tænde en smøg. Desuden var vi i et forum, hvor det var helt ok at sige det, hvis man nu alligevel var kommet til at tænde den,” siger han. Betød det noget, at der kun var mænd i gruppen? Og at kurset foregik ude i en skov? “Jeg tror nu nok, at jeg var stoppet alligevel, men nogle af de andre kursister fortalte, at de ikke var kommet, hvis de skulle have siddet på et kontor. Og for flere var det et stort plus, at vi var sammen i sådan en mandegruppe. Jeg synes da også, det var fedt at sidde ude i en skov og lave kaffe over et bål,” siger Johan Jakobsen. Er det godt at være stoppet? “Helt sikkert. Jeg har dog fået et par kilo mere at slæbe rundt på, så den skal have noget mere gas på fodboldbanen i den kommende tid. Når nu systemet har investeret nogle penge i mig og gjort mig røgfri, så skylder jeg at holde mig sund,” siger Johan Jakobsen og ler. Der er tilmelding på www.skanderborg.dk/rygestop.