Frygt for fremtiden i Hadsten
Bekymring hos Hadsten-folk under mødet med Banedanmark i tirsdags
”Det var banen, der skabte Hadsten. Det skulle nødigt være banen, der lukker Hadsten.”
Citat: Lars Simonsen, Hadsten Blomster.
Der er nok ingen af de fremmødte heller ikke Lars Simonsen selv, der tror, at elektrificeringen af jernbanen ligefrem vil knække Hadsten. Men der er store betænkeligheder hos de handlende og hos kommunalpolitikerne. Det fremgik med stor tydelighed ved et møde i tirsdags, indkaldt af Banedanmark af den afdeling, der tager sig af de indledende arbejder inden opsætningen af master og køreledninger.
Det handler om elektrificering af jernbanen i Danmark. I Hadsten betyder det, at Banedanmark har forprojekteret hævning af broen over Skanderborgvej for at få plads til master og køreledninger.
Banedanmark havde inviteret til møde på selve broen. På grund af trafikstøj blev det hurtigt flyttet til Østergade under viadukten, men også her blev det forstyrret af trafik. Mødet blev til sidste flyttet til Hadstencentret, for ”her er der ikke et øje”, som én af deltagerne sagde.
Stående i det tomme butikscenter var det pludselig meget tydeligt, hvad de handlende og byen er oppe imod, nemlig mere butiksdød i Hadsten.
Øge frihøjden med 82 cm
Sagen er, at frihøjden under broen skal øges med 82 cm. Hvis det ender med, at Skanderborgvej over broen skal hæves, vil det ifølge Banedanmarks forprojektering omfatte en strækning på 300 meter sluttende ved lyskrydset ved Vesselbjergvej. Anlægsarbejdet vil stå på i fem måneder, og vejen vil blive spærret i fire måneder. Østergade vil sandsynligvis også blive afspærret i en periode, og der vil desuden blive arbejdet på rampen ned til Sløjfen. Der vil være besigtigelsesforretning inden sommerferien næste år, og ekspropriationskommissionen vil ligeledes komme på banen inden sommerferien.
Anlægsperioden i Hadsten er efter planen i løbet af 2021, og det samlede projekt med elektrificeringen mellem Aarhus og Ålborg skulle være færdigt i 2024 eller 2025.
Forslag om at sænke spor
De fleste af politikerne fra teknik- og miljøudvalget var med ved mødet, ligesom handelsstandsforeningen og andre handlende var mødt talstærkt op. Der lød indtrængende henstillinger til Banedanmarks og Vejdirektoratets repræsentanter om at gøre anlægsarbejdet og ændringerne så lempelige som muligt for Hadsten by. Blandt andet blev der hurtigt spurgt til muligheden for at sænke sporene i stedet for at hæve broen.
”Vejen er en livsnerve for butikkerne og for handelen, som har det hårdt nok. Se bare det tomme center, vi står i,” supplerede Anders G. Nielsen (V), der også henviste til Aarhus, der har samme problematik. Her besluttede partierne bag togfonden på Christiansborg forleden, at Bruuns Bro alligevel ikke skal rives ned, men at sporene skal sænkes.
Ideer og spørgsmål
En far med skolesøgende børn og adresse på Hammelvej udtrykte bekymring for skolevejen ved en lukning af Skanderborgvej. Han henstillede til, at den eventuelle lukning først gennemføres, når Favrskov Kommune har gennemført den forlængelse af ringvejen til Skanderborgvej, som der allerede er afsat penge til.
Der blev også spurgt til muligheden af at holde ét spor åbent, selv om det vil forlænge anlægsperioden. Hertil kunne formand for teknik- og miljøudvalget Kurt Andreassen (V), fortælle, at han allerede havde talt med Banedanmark om dette og her havde fået et klart nej.
En anden spurgte til muligheden af at koble togene fra køreledninger, mens de kører under broer. Det er imidlertid allerede blevet afvist af DSB, oplyste Herluf Due Madsen.
Bo Berger (I) mente, at man bør arbejde uden for myldretiden og hæve broen lidt af gangen og derved kunne holde broen åben.
Marie Louise Kannerup, Bogormen, ønskede en bekræftelse af, at de ideer og bekymringer, der blev udtrykt, går videre til selve anlægs-afdelingen.
Tager ideer med tilbage
Landinspektør Herluf Due Madsen, Vejdirektoratet, nævnte undervejs, at man tager de mange indspark med tilbage og arbejder videre, også med dem.
”Hvis der er en bedre løsning, vil vi også undersøge muligheden her og pege på den. De ulemper, I kommer med, tæller meget.”
Han tilføjede, at det også handler om det budget, der er lagt, men at det ikke betyder at man nødvendigvis vil gå efter den billigste løsning.