Forskerspirer springer ud på SCU
Syv studerende kaster sig over en række større projekter, hvor de samarbejder med forskere fra universiteter
En unik mulighed.
Sådan beskriver Lema Akbari og Kristoffer Skjærbæk, begge 18 år og elever på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse (SCU), det forskerspireprojekt, de og fem andre studerende er ved at tage hul på.
Frem til efteråret 2018 skal de syv elever i samarbejde med forsker på et universitet dykke intensivt ned i et valgfrit emne. Og der er tale om en investering i fremtiden.
"Den her opgave klæder os rigtig godt på i forhold til de kommende store opgaver på uddannelse, eksempelvis SAP-opgaven," forklarer Lema Akbari og får et 'enig-nik' fra Kristoffer Skjærbæk.
De to studerende bevæger sig begge inden for det samfundsvidenskabelige felt i deres projekter.
"Jeg vil skrive om fremmedhad og hvad det gør ved et samfund. Jeg har selv oplevet at føle mig misforstået på grund af min kultur," forklarer Lema Akbari.
"Og mit projekt kommer til at handle om, hvordan mindfulness kan hjælpe gymnasieelever i forhold til de faglige præstationer," fortæller Kristoffer Skjærbæk og tilføjer:
"Det bliver vildt spændende, især fordi det er ens eget projekt , hvor vi skal tilføje noget nyt til den forskning, der allerede er lavet på de pågældende områder. Vi lærer en masse om akdamemisk tilgang og metode."