Fortsæt til indhold

Professionel tyveknægt fortæller sin historie

Allan Strøbæk, bosiddende I Ryomgård, har begået en selvbiografi om sit liv på den forkerte side af loven

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Bogen "Fra forsømt barn til forbryder – Allans historie" udkommer onsdag 16. marts 2011. Det er en selvbiografi skrevet af den 64-årige tidligere tyv og pengeskabstyv Allan Strøbæk, Ryomgård, som har 15 domme og adskillige års fængsel bag sig for talrige indbrud, pengeskabstyverier, biltyverier, spritkørsel og meget andet, indtil han mødte sit livs kærlighed og blev lovlydig.
"Allan Strøbæk fortæller i bogen ærligt og uden sminke om hans hæsblæsende, barske og voldsomme liv som forbryder i Danmarks underverden mellem 1965 og 1982, hvor han fik sin sidste dom, men også om den nådesløse og fattige opvækst på den indre Nørrebro i København med en barndom præget druk, svigt, forsømmelse og seksuelt misbrug samt en tidlig debut i de betændte dele af værtshusmiljøet," skriver forlaget i pressemeddelelsen i anledning af udgivelsen.

"Fra forsømt barn til forbryder – Allans historie" udkommer onsdag

Mødte sit livs kærlighed

Allan Strøbæk har begået forbrydelser adskillige steder i landet bl.a. København, Århus og på Falster, og han har bl.a. domme fra retterne i Tårnby, Ballerup, Frederiksberg, Lyngby Århus og Hornslet.

Det fremgår af hans tre sider lange straffeattest som er gengivet i bogen nøjagtigt, som politiet har skrevet den på datidens maskinskrevne kartotekskort. Allan Strøbæk har afsonet straffe i adskillige fængsler rundt om i landet bl.a. i Vestre Fængsel, Herstedvester, Horsens Statsfængsel og statsfængslerne i Nørre Snede og Kragskovhede. Det sidstnævnte flygtede han fra to gange.
Da Allan Strøbæk kom ud af fængslet efter endnu en dom i starten af 1980'erne, besluttede han, at nu ville han ikke i fængsel mere.

Han ville skifte fra den kriminelle til den lovlydige verden, men det var svært, og det lykkedes først, da han mødte sit livs kærlighed, Ellen, som arbejdede med afvænning af alkoholikere på Blå Kors og var troende kristen.

Lovlydig borger i 30 år

Ellen og han blev gift og har to børn og bor i dag i Ryomgaard på Djursland.

Allan Strøbæk har nu været en lovlydig borger i op mod 30 år og besluttede at skrive bogen efter, at han i 2008, som buschauffør på linie 213 mellem Grenå og Randers, med en hurtig reaktion redede passagererne fra et sammenstød ved at køre bussen i grøften.
Han så kort efter en annonce i det lokale blad Rosenholmeren fra forlaget JB Historie fra Lystrup ved Aarhus og kontaktede derefter firmaets indehaver, historikeren Jan Baltzersen, som har bistået ham med skrivning og udgivelse af bogen gennem JB Historie.
Udgivelsen er støttet økonomisk af Velux Fonden.