Fortsæt til indhold

Klokken er ti minutter i tolv, men Pindstrup klar til at fighte

Over 150 fremmødte til mandagens borgermøde sendte et stærkt signal til Coop om, at hovedparten af byens borgere fortsat ser en fremtid for Pindstrups 112 årige dagligvarebutik.

Samfund

Pindstrup er rundet af en meget stærk musketerånd, når afgørende fikspunkter i byen er presset op i et hjørne. Eksemplerne er mange i byens historie.

Lige nu er det Dagli’Brugsen Pindstrup som har det svært. 2022 har været et ’grimt’ år økonomisk med både vigende omsætning og store udgifter til primært energi. Det har presset den eksisterende gæld til Coop op i cirka 1.8 mio. kroner ved udgangen af 2022.

Dagli’Brugsen Pindstrup lever på Coops nåde, som bestyrelsesformand Sidse Graarup Vangsted har udtrykt det og gentog på borgermødet mandag aften.

Borgermødet i Landbohjemmet, som brugsbestyrelsen havde indkaldt til, var en sand opvisning i, at borgerne i Pindstrup møder frem, når de skal. Med mere end 150 fremmødte var mødet en smuk lokal manifestation.

Et signal om, at der fortsat er et håb om, at byens dagligvarebutik kan bevares, hvis byens borgere er enige om at ville det sammen.

Klokken er imidlertid ti minutter i tolv, og der skal præsteres afgørende resultater inden sommerferien for, at Coop skal have en tro på, at der er basis for at fastholde daglivarebutikken på byens hovedgade, Storegade.

Omsætningen skal i vejret, og en række afgørende parametre - lavthængende frugter vil nogen sige - som svind, kassation og bedre disponering, så lageret ikke bugner, skal vise langt bedre tal end for nuværende.

Disciplin og struktur bliver nøgleord for en ny chef, men sandelig også tydelig ledelse.

Ny uddeler får travlt

En ny uddeler skal nemlig ansættes, og det forventes, at en ny boss kan tiltræde 1. marts.

Herefter venter der vedkommende et hestearbejde med at få lavet en decideret omkalfatring af afgørende ting i dagligdagen, som kan give grobund for ny optimisme. Bestyrelsen er allerede i gang sammen med et par medarbejdere fra andre Coopbutikker, ungarbejdere og frivillige Pindstrup borgere.

De fremmødte Coop-folk til borgermødet gav klart udtryk for, at de tror på på butikkens fremtid, men også at de inden sommerferien vil se afgørende resultater.

Ellers venter der en dødsdom.

»Vi har før været langt ude med mange forskellige ting i Pindstrup, men når det gjaldt har vi også vist, at vi kan stå sammen. Det skal vi vise nu, og husk på, at vores største konkurrent er os selv,« lød det fra Jesper Holm Hansen, der som borger med adresse i Pindstrup altid - længe har engageret sig i at medvirke til at få butikken på ret køl.

Han modtog aftenens største bifald.

Jesper Holm Hansens budskab var ikke til at tage fejl af. Byens cirka 750 borgere skal vise i samlet flok, at de vil være med til at sikre butikkens overlevelse og fremdrift ved at handle ultralokalt, men borgerne har modsat også ret til at kræve, at en lang række basale forhold i Dagli’Brugsens hverdag bliver ændret til det bedre, hvis de skal medvirke til at vende den negative udvikling.

Bestyrelsesformand Sidse Graarup Vangsted og den øvrige bestyrelse havde bedt om at få en klar indikation fra borgerne, om der var basis for at fortsætte kampen.

Bedømt på fremmødet fik bestyrelsen, hvad den bad om. Nu skal den sammen med den nye uddeler og hans hold understøttet af Coop bevise, at 2023 bliver et vendepunkt. Det vil kræve en pæn portion knofedt, men det er slet ikke umuligt.

Men klokken er ti minutter i tolv.

Læs mere i Adresseavisen.