Fortsæt til indhold

Projekt hjælper unge videre mod erhvervsuddannelse

EUX-elever får styrket deres STEM-kompetencer: Digitale metoder og værktøjer er i fokus, og undervisningen er konkret og rettet mod virkeligheden i erhvervslivet.

Samfund
gs

»Her er undervisningen konkret og virkelighedsnær. Det er fedt, og det virker på os.«

Sådan siger Sandra Guldmann fra Rønde. Hun er 17 år, EUX-elev på Viden Djurs i Grenaa, og hun er en af over 2.100 elever, som har nydt godt af EU-projektet Merkantil dannelse i et STEM-perspektiv.

Bag den lange projekttitel gemmer sig en indsats for at få flere unge til at gennemføre en merkantil erhvervsuddannelse inden for handel, kontor eller detail. Med støtte fra EU’s Socialfond er projektet siden 2019 rullet ud på de merkantile erhvervsskoler i Grenaa, Randers, Vejle, Kolding og Odense.

Eleverne møder projektet på de merkantile grundforløb (GF1 og GF2) og det studiekompetencegivende år på EUX, som eleverne gennemfører, inden de starter deres toårige elevtid i en virksomhed.

Har ramt 2.100 elever

Projektet, der sluttede ved årsskiftet, har været effektivt og populært: Af de over 2.100 elever på grundforløbene og EUX, der har deltaget i EU-projektet, er næsten 1.400 begyndt på en erhvervsuddannelse umiddelbart efter deltagelsen, fortæller Viden Djurs i en pressemeddelelse.

Asbjørn Kurup, projektleder hos Viden Djurs, mærker en tydelig forskel:

»Vi oplever, at de unge, der har deltaget i projektet, er bedre rustet til at gå i gang med en erhvervsuddannelse, hvor vi i en årrække har oplevet, at mange ikke kommer i gang eller falder fra undervejs.«

Asbjørn Kurup uddyber:

»Vi har i årevis haft det problem, at mange af vores elever, som kommer ind på GF1 og GF2, faktisk ikke kommer videre og går i lære. Det har projektet imødegået med et stærkt fokus på især STEM-kompetencer og undervisning, som giver eleverne konkrete værktøjer og metoder. Vi underviser ikke kun praksisnært – vi underviser også virksomhedsrettet.«

De mange praksisnære og virksomhedsrettede aktiviteter har været populære hos eleverne. Fokus har især været på digitalisering.

Eleverne Sandra Guldmann, Mathilde Greyling og Cecilie Kyhn Jacobsen har prøvet at ”bygge” deres eget live-salgsevent med tidsplan og det hele. For Sandra Guldmann har temadagene med konkrete temaer givet en helt anden og mere realistisk tilgang til undervisning, end hun oplevede i folkeskolen:

»Tænk på, at vi kommer fra klasseundervisning, hvor vi plejede at få at vide, at ”vi lige skulle prøve at forestille os…”. Men hvis det skal fange os, skal det være hands on og med konkrete problemstillinger og opgaver. Det er derfor, det virker så godt.«

Også Mathilde Greyling, 18 år, er glad for, at undervisningen har afspejlet virkeligheden:

»Digitalisering og digitale kompetencer er vigtigere end nogensinde, og det er fedt, at undervisningen følger med tiden og svarer til det, vi kommer til at møde i en virksomhed. Og så er vi jo unge, så der skal være fart på for at holde vores opmærksomhed fanget.«

Digitale kompetencer

En del af baggrunden for Merkantil-projektet er et voldsomt behov i virksomheder og det offentlige for flere hænder og hjerner med digitale kompetencer. En rapport fra erhvervsnetværket Digital Dogme fra 2020 vurderer, at henved 120.000 ansatte i virksomheder og det offentlige ikke har de rette digitale kompetencer, og at der i 2020 var 10.600 ubesatte stillinger, der krævede digitale kompetencer.

Og i en rapport fra 2021 lavet for Danske Gymnasier af IRIS Group og HBS Economics anslås det, at der frem mod 2030 vil mangle hele 22.000 med en it-uddannelse i Danmark.

Udfordringen er således stor, men det er også en karrierechance for mange unge, siger Flemming B. Jessen, faglig konsulent og projektleder for Videncenter for digital handel, der er partner i Merkantil-projektet:

»Især inden for handel og detailhandel efterspørger SMV’erne medarbejdere, som har digitale kompetencer. Ofte bliver det yngste mand, der får overladt at arbejde med sociale medier eller webshoppen, fordi man jo går ud fra, at de yngste er digitalt indfødte. Men der skal også kompetencer til, man skal kunne noget, og her er det afgørende, at de får nogle digitale kompetencer, så de kan komme ud i en virksomhed og gøre en forskel.«