Fortsæt til indhold

Hospice Djursland og Strandbakkehuset skal have ny chef

Den selvejende institution Hospice Djursland og Strandbakkehuset Børne- og ungehospice søger ny hospiceleder 1. maj 2023.

Samfund

Dorrit Simonsen har været leder af Hospice Djursland fra begyndelsen i 2007.

1. januar i det nye år fyldte Dorrit Simonsen 66, og nu er tiden kommet til et generationsskifte.

Den selvejende institution Hospice Djursland og Strandbakkehuset Børne- og ungehospice søger derfor i forbindelse med generationsskiftet ny hospiceleder 1. maj 2023. kan man læse i en jobannonce.

Dorrit Simonsen har været med til at opbygge et helt nyt hospice fra bunden.

Hun var sammen med bestyrelsen bygherre på byggeriet til omkring 55 mill. kr. og havde dermed stor indflydelse på både den fysiske indretning og udformning af det nye hospice i Rønde Hospice Djursland. Også på den organisation som efterfølgende blev etableret.

I 2019 kunne denne erfaring anvendes igen i forbindelse med etableringen af Danmarks første nybyggede Børne- og Ungehospice Strandbakkehuset. Et byggeprojekt til 35 mill. Kr.

Ansøgningsfristen er 14. februar 2023 kl. 23.59, skarp.

Erfaring et must

Som hospiceleder refererer man til bestyrelsen og har det overordnede ansvar for hverdagen. Herunder ansvar for ledelse af de strategiske, organisatoriske, administrative og driftsmæssige niveauer og ikke mindst koordineringen af det tværfaglige arbejde med alle faggrupper, hvor patienten og familien er i centrum.

»Du har det ledelsesmæssige ansvar for at kerneopgaven udføres i samarbejde med afdelingslederne - med høj grad af faglighed, kvalitet og omsorg i henhold til hospicefilosofien og den palliative indsats,« som det står beskrevet i annonceopslaget.

Profilen på den kommende leder ser således ud:

  • sundhedsprofessionel uddannelse, gerne sygeplejefaglig og gerne med hospice erfaring og/eller erfaring med palliation.
  • en relevant lederuddannelse og solide ledelsesmæssige evner og dokumenteret ledelseserfaring.
  • politisk tæft og vant til at navigere i og forstå politiske mekanismer og er en god netværker, der kan etablere og vedligeholde nyttige relationer.
  • kan sætte retning for organisationen og skabe følgeskab hele vejen rundt. En god kommunikator, der formidler med overbevisning.
  • mod til at stå i komplekse problemstillinger, kan handle selvstændigt sundhedsfagligt og kan rumme at være i svære eksistentielle situationer med både medarbejdere, patienter og pårørende.
  • Der afholdes første samtaler med ansøgere 8. marts og anden samtalerunde 13. marts.

    Der er personlighedstest, som det er fast kutyme, mellem første og anden samtalerunde.