Munkekroen affredes
Efter flere års forsøg på at finde et brugbart og rentabelt projekt for Munkekroen, har Slots- og Kulturstyrelsen nu givet grønt lys til at fredningen ophæves
“Jeg er en meget glad og lettet mand. Jeg havde ikke forventet det udfald. Nu er der helt andre muligheder, der kan komme i spil.”
Munkekroens ejer, Finn Damgaard, havde svært ved at skjule sin glæde, efter han torsdag fik beskeden om, at Slots- og Kulturstyrelsen vil gå imod Det Særlige Bygningssyns anbefaling om fortsat fredning og i stedet indstille, at fredningen af Munkekroen ophæves.
“Det er en afgørelse, der har været meget længe undervejs. Men det vigtigst er, at der nu endelig er truffet en beslutning på et sagligt grundlag. Sagen er rent faktisk blevet sagsbehandlet, hvor der indtil nu er truffet afgørelser baseret på 10 år gamle papirer. Og i forhold til dengang er Munkekroen gået yderligere til. Kulturstyrelsen fik selv lavet en rapport for fire år siden, som viste det samme,” forklarer Finn Damgaard, der overtog Munkekroen i april 2015 i forbindelse med købet af nogle naboejendomme i Adelgade efter et konkursbo.
Bygningstilsynet går imod
Indstillingen om ophævelsen af Munkekroens status som fredet kommer efter, at Det Særlige Bygningssyn ellers flere gange har vurderet, om Munkekroen skulle bevare sin fredningsstatus.
Så sent som i går, samme dag som Slots- og Kulturstyrelsen gav besked om affredningen, udtalte Det Særlige Bygningssyn, at bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi fortsat begrunder en fredning, også selvom bygningen er i meget kritisk tilstand.
Slots- og Kulturstyrelsen ville da heller ikke i første omgang tage stilling til Finn Damgaards ansøgning om affredning, men en klage til kulturminister Mette Bock fulgt, har sandsynligvis fået styrelsen til at ændre mening.
“På baggrund af klagen til kulturministeriet og nye tilstandsrapporter har man retfærdigvis genoptaget sagen. Jeg har flere gange opfordret det Særlige Bygningstilsyn til at komme til Skanderborg og vurdere Munkekroens aktuelle tilstand for med egne øjne at se, hvor fremskredent forfaldet egentlig er,” forklarer han.
Kom omsider til Adelgade
21. september kom Det Særlige Bygningstilsyn så langt om længe selv til Adelgade for at besigtige Munkekroen.
“Det var en meget grundig inspektion på flere timer. Jeg er meget tilfreds med, at man endelig har foretaget en seriøs sagsbehandling - det har jeg ventet på i to år. Det indebærer, at afgørelsen nu er blevet truffet på et oplyst grundlag.”
Uvildige byggesagkyndige har vurderet, at mellem 75 og 90 procent af bygningen skal udskiftes for at bringe Munkekroen tilbage til sit oprindelige udseende, sådan som fredningen kræver.
“Det ville koste syv millioner. Og det vil være en kopi og ikke en bevaring af en fredet bygning,” understreger Finn Damgaard.
Slots- og Kulturstyrelsens indstilling er nu i høring frem til den 9. februar, og hvorefter den endelige afgørelse meldes ud 9. maj.
“Bliver den endelige afgørelse en affredning, så søger vi om nedrivning med det samme - og dagen efter vi har den, så skynder vi os at fjerne bygningen. Den er jo ikke sikker at færdes omkring. Den er farlig og ville falde sammen øjeblikkeligt, hvis vi fjernede de jernstolper, der i dag holder den oppe," forklarer Finn Damgaard.
"Derefter skal vi have en dialog med kommunens folk om, hvad der så kan ske. Det er jo i den bedste ende af Adelgade, så det bliver sikkert noget med butik i bunden, og beboelse på etagerne derover. Men jeg har ikke noget konkret i støbeskeen. Det her udfald havde jeg som sagt slet ikke forventet, så jeg har heller ikke lagt planer efter det. Men jeg er lykkelige for den afgørelse.”