Bilimportører har vildledt om hybridbiler
Suzuki og Toyota gik over stregen med grønne udsagn, mener Forbrugerbudsmanden, der truer branchen med politianmeldelse.
Det er vildledende markedsføring, hvis en bilimportør annoncerer, at en bestemt model er mindre miljøbelastende, end den i virkeligheden er.
Men det er sket for Suzuki og Toyota, mener Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, som har indskærpet reglerne over for Suzuki Bilimport og Toyota Danmark og truer med politianmeldelse ved lignende sager.
Det sker, efter at Suzuki har markedsført flere ”mild hybridbiler” med betegnelsen ”hybrid”.
Ombudsmanden mener, at forbrugere forstår en ”hybrid” som en bil, der kan køre dels på elektricitet alene, dels på fossilt brændstof alene.
Det kan mild hybrider som udgangspunkt ikke, derfor er markedsføringen vildledende. I 2021 markedsførte Suzuki Bilimport også en ”mild hybridbil” som ”mere sikker og miljøbevidst end nogensinde”. Det udsagn mener ombudsmanden har underbygget vildledningen og givet et fejlagtigt indtryk af miljøbelastningen.
Toyota markedsførte i 2020 en plug-in-hybridbil med udsagnet ”en bil til dig, der vil have en miljørigtig bil uden at være begrænset på rækkevidde”, selv om plug-in-hybridbilen højst kunne køre 50 km på en opladning. Udsagn som ”miljørigtig bil”, ”genoplad miljøet med en plug-in-hybrid” og ”det er miljørigtigt, nemt og billigt at have en plug-in-hybrid” blev også brugt af Toyota. Da de miljømæssige fordele blev reduceret af miljøbelastende aspekter, var markedsføringen som miljørigtig vildledende.
Tillid er vigtig
Christina Toftegaard Nielsen mener, at virksomhederne lovligt kunne have markedsført sig med langt mere konkrete og præcise udsagn.
»Det er vigtigt, at vi som forbrugere kan stole på virksomhedernes oplysninger om produkter.
Hvis ikke vi kan stole på virksomhedernes oplysninger om, hvad de gør for at producere mindre miljøskadeligt, mister vi tilliden til markedsføringen, og det vil skade den grønne omstilling,« siger hun.
»Vi har indtil nu indskærpet forbuddet mod vildledning i de sager, vi har behandlet angående virksomheders udsagn om deres produkters miljøbelastning.
Virksomheder må dog fremover forvente at blive politianmeldt, hvis vi vurderer, at de anvender vildledende udsagn,« siger hun.
Firmaerne tager advarslen til efterretning, men afviser at have vildledt. John Mogensen, der er pressechef hos Suzuki Bilimport, uddyber: »Vi er kede af sagen og forstår ikke rigtigt, hvorfor det kommer op nu, efter at den har ligget i to år. Også fordi vi mener at have redegjort for vores synspunkter med en faktuel og saglig tilgang.«
»Vi undrer os, da vi ikke synes, de to ”sager” berettiger til udsagn om vildledning eller ”greenwashing”.«
»Men vi tager deres indskærpning til efterretning,« siger John Mogensen.
Anders Tystrup, som er pressechef hos Toyota Danmark, fortæller også, at de pågældende udsagn skulle oplyse forbrugerne.
»Toyota har ingen interesse i at vildlede sine kunder. Tværtimod gør vi på toyota.dk meget ud af at forklare forskellen mellem hybrid, plug-in-hybrid, el og brint, som vores biler i dag kan fås med. Vi har taget Forbrugerombudsmandens henvendelse til efterretning og justerede ordlyden i markedsføringen, så teksten blev endnu tydeligere,« siger Anders Tystrup.