Fortsæt til indhold

Skovvangskolens nye leder er fundet

De seneste to år har hun været leder på Korsholm Skole, men fra 1. marts står der Skovvangsskolen på Louise Haarup Bendixens visitkort.

Samfund

Det bliver 51-årige Louise Haarup Bendixen fra Ry, der overtager posten som ny skoleleder på Skovvangskolen i Hammel efter Morten Tipsmark.

Hun tiltræder 1. marts.

Louise Haarup Bendixen kommer fra jobbet som skoleleder på Korsholm Skole. Hun har tidligere været viceskoleleder og afdelingsleder på Præstemarkskolen i Søften.

Louise Haarup Bendixen glæder sig til at begynde på Skovvangskolen:

»Skovvangskolens værdigrundlag, skolens størrelse og kompleksitet tiltaler mig i særlig grad. Her driver man skole for børnene. Jeg vil arbejde for udvikling af trivsel, faglighed, sociale- og personlige kompetencer samt for at fastholde en nysgerrig tilgang til alle. Grundlaget for denne udvikling bliver blandt andet gode deltagelsesmuligheder i meningsfulde fællesskaber. Jeg glæder mig til opgaven og til at møde elever, personale og forældre,« udtaler Louise Haarup Bendixen i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Farvel til Morten

Den afgående skoleleder Morten Tipsmark har sagt op for at udleve drømmen om at være selvstændig konsulent.

»Jeg har altid været optaget af at udvikle mennesker, teams og organisationer, og det har jeg i et vist omfang kunnet udleve som skoleleder. Jeg har været glad for udfordringerne i mit arbejde, men det skal være nu, hvis jeg skal prøve det af i eget regi,« har Morten Tipsmark tidligere fortalt til Lokalavisen Favrskov.

Morten Tipsmark vil som konsulent i første omgang trække på sine erfaringer og fokusere på den pædagogiske verden. Med tiden håber han dog at udvide sin konsulentvirksomhed til andre brancher.

»Jeg vil have fokus på den klassiske konsulentydelse, men vil også stille mig til rådighed og kunne lejes ind som leder for institutioner og organisationer, der i en periode har brug for hjælp. Det tror jeg, der er et marked for.«

Han nåede at være skoleleder for Skovvangskolen i fem år.