Fortsæt til indhold

Debat Syddjurs: Nikkedukker, vatnisser og hykleri

Samfund
Flemming Kattrup, Strands Havvej 18, Knebel:

"Har i debatforløbet vedr. velkomstcenter skældt ud på Venstre og SF og sat min lid til Liste A, hvor borgmesteren på en glad feriedag, og vel kun for en kort stund, følte sig overvældet af over 6 000 utilfredse og protesterende til at fremkomme med en forståelse for og mulig hensynstagen til disses indvendinger.

Det skal han virkelig ha’ ros og tak for, at han en kort tid holdt fast i dette trods gevaldige hug og kritik fra næsten alle de uoplyste nikkedukker i eget og andre partier.

Kender man en smule til ham, ved man, at dette må ha’ ramt ham hårdt.

Han har helt sikkert og i mange stunder herefter tænkt: ”Hvordan kommer jeg ud af det og tilfredsstiller de kritiske kalkuner i partiet?”

Dette er nu ved at lykkes, for med udmeldinger som: ”Hvis ikke kroen kan bevares (sådan helt af sig selv), så agter jeg at stemme for DET velkomstcenter”. – Lidt vattet må indstillingen betegnes som.

Vi modstandere tog med kyshånd mod første dejlige ferieudmelding og følte, at der dog trods alt endnu var plads til menneskelig og upolitisk tankegang hos byrødder. At der så skulle en ferie til, gi’r ingen skår i glæden. Alle burde holde ferie lidt oftere.

Borgmesteren havde dog mod til at holde fast i udmeldingen et kort stykke tid og meddelte, at hans idé var blevet vel modtaget af Nationalparken, og han var yderst, men naivt, tilfreds med, at parken lovede at indkalde til DEBATmøder om mulighederne.

Men parkens snuhed lå han under for og skamroste blot – igen naivt - initiativet.

Han mødte så for nylig selv op til et af disse, skriftligt ham lovede, DEBATmøder, lod den kritiske sans blive hjemme og opdagede slet ikke, at disse lovede debatmøder var rene og skære orienteringsmøder med skamløs fortsat promovering og forherligelse af Nationalparkens bestående projekt – og intet andet!

For borgmesterens pip under mødet blev omgående tilbagevist som ikke-lade-sig-gørligt. Punktum.

Hypnotiseringen eller indoktrineringen lykkedes til fuldkommenhed. Vel også fordi parken ”havde indkaldt” højt klappende og næsten hulkende medløbere til dette møde. - Er cheerleaders ved at vinde indpas i DK? Eller som ved popudsendelser i tv – ”Dåseklappen/latter”?

Så borgmesteren kunne efterfølgende tilfreds konstatere, at hans idé var blevet grundigt efterprøvet og fundet for let (af Nationalparken, vel at mærke), så nu kunne han med sindsro erklære sig for og stemme for det foreliggende præsenterede. –

Vi behøver altså ikke en høringsrunde, hr. borgmester, for hvad, der skulle pippes der, må være ”sagen uvedkommende” mht. partiernes nuværende fastlåsthed?

Ole Bollesen: Brug nu venligst den næste tid til at få dine partifæller til at komme ud af den ligeledes indoktrinerede eller uvidende busk, så rygterne om: ”Vi er ikke lige inde i sagen (efter over fire år med debat!), men mener, vi pludrer med for dette velkomstcenter”, kan afsløres.

Er hidtil kun stødt på 1 (én!) fra Liste A, der har gidet sætte sig bare lidt ind i problematikken og ikke mindst afsløringerne om urent trav..

Desværre ikke hverken borgmester eller gruppeformand, der begge er ”vendende” – til ”For” selvfølgelig.

Borgmesteren med en kun lille (tilbage)vending, hvorimod gruppeformandens er på 180 grader.

Egentlig imponerende, at man efter så få måneder i politik allerede er så garvet som mange erfarne:

”Det, (jeg sagde i går), har jeg aldrig sagt” - eller snuppet fra landskendt for længst afdød Parteigenosse:

”Man har et standpunkt, til man ta’r et nyt”.

Lidt specielt, at vi modstandere, hvis der var KV i morgen, kun kunne anbefale at der stemmes på Dansk Folkeparti og en enkelt socialdemokrat, ik’?

Men kære skatteborgere i Syddjurs Kommune:

”Glæd jer” nu til konsekvensen af, at Nationalparken tvinger kommunen til at ødsle over 10 millioner kommunale skattekroner på en meningsløs p-plads og på fredet jord i forbindelse med velkomstcentrets placering netop her."