Populær fartkontrol-app lukker
Appen lukker ved udgangen af januar.
300.000 aktive brugere har appen i Danmark, men nu er det meget snart slut.
For den gratis trafikapp Fartkontrol.nu lukker ved udgangen af januar på grund af nye krav fra Google. Det skriver Avisen Danmark.
Dermed er det slut med at få en advarsel via telefonen, når du nærmer dig et område, hvor en fotovogn eller motorcykelbetjent holder i skjul. Eller man skal i hvert fald finde et alternativ.
»Det er med stor ærgrelse, at vi ikke har mulighed for at drive appen videre på grund af tekniske udfordringer og nye krav fra Google Maps, vi ikke er i stand til at imødekomme,« lyder det i forklaringen.
Appen har eksisteret siden 2012, og blev for nyligt opkøbt af trafikalarm-selskabet Saphe - der producerer fysiske trafikalarmer til bilen.