Venter der Syddjurs ældrepleje en ny sparerunde?
Som ældre gør man sig sine tanker om hjemmeplejen i Syddjurs Kommune, når man som jeg, der er firsårig, har fået lavet et indgreb på Regionshospitalet i Randers, som efterfølgende har krævet tre ugentlige besøg af sygeplejersker i to måneder. Jeg har haft besøg af syv forskellige sygeplejersker fra område Lillerup, Rønde. De har alle været meget kompetente og givet mit oplysninger om, hvorledes jeg fremover får hverdagen til at fungere. Stor tak til alle.
Der har dog været et lille "men". Det var når jeg skulle have hjælpemidler, så spurgte flere af sygeplejerskerne, om jeg ikke havde en bevilling. Jeg kunne kun sige, at ansøgning var sendt fra Regionshospitalet i Randers den 28. januar. Nu næsten to måneder efter har jeg endelig fra Syddjurs Hjemmepleje fået meddelelse om, at der er givet bevilling til hjælpemidler, så nu er det også på plads.
Det var det positive. Nu vil jeg omtale noget negativt om fremtiden indenfor hjemmeplejen. Jeg har ladet mig fortælle, at hjemmeplejen i område Lillerup, Rønde, senere får reduceret bemandingen med tre stillinger, dels ved at afskedige eller forflytte sygeplejersker til andre områder.
Kan man reducere bemandingen så meget uden forringelse på området?
Der er mange ældre, som har behov for daglige besøg. Kan de i Syddjurs være trygge i eget hjem, når man igen reducerer hjælpen. Kommer hjælpen, når der er akut behov?
Man har jo tidligere reduceret hjælpen til de ældre, og gør det stadig, så der snart ikke er tid til andet end at hilse på.
Ved samtale med ældre har jeg erfaret, at man får et bad om ugen, afsat tid 15 minutter. Skal man have hjælp til aftensmaden (smørrebrød), skal det ordnes på fem minutter.
Det kan da ikke være ansvarlige politikere, som laver sådanne ordninger. Det må være skrivebordsvedtagelser. Jeg vil foreslå, at inden man beslutter væsentlige forringelser, skal og må politikerne gå ud og se hjemmeplejen arbejde, eller høre de ansatte der arbejder.
Et andet spørgsmål er: Har man drøftet nedskæringerne med Ældrerådet? Det er godt nok et råd uden kompetence, men alligevel for at have lidt rygdækning.
Jeg vil også mene, at Ældresagen kunne se på de store nedskæringer på ældreområdet og ytre sig, da det jo hovedsageligt er foreningens medlemmer, det går ud over.
Det ville også være på sin plads, om politikerne meddelte i pressen, hvad de vedtager og følgerne deraf. Navnlig når det er noget, som har stor betydning i det daglige som her ældre og svagelige.
Almindeligvis ytrer de ældre sig ikke i pressen, men jeg vil opfordre alle, som mener sig berettiget til offentlig hjælp om at komme med ønsker eller krav, så er det lettere for politikerne at vurdere sagerne.
Vi ældre har ikke vore forældre til at kræve tålelige ordninger, så de sidste år ikke bliver nedværdigende, hvis man er syg eller invalideret. Vi må selv ytre os.
Håber ovenstående giver stof til eftertanke, når det er de ældre, som må lide afsavn, når der er brugt for meget på andre områder.
Er der noget i indlægget, som jeg har misforstået eller formuleret forkert, ser jeg frem til korrekt udlægning af sagen i pressen.