Fortsæt til indhold

Ung iværksætter overtager den daglige ledelse af Djurs Sport ApS

Unge Daniel Bloch, Grenaa, er udset til at skulle sætte mere fut under kedlerne i Djurs Sport ApS, som blev stiftet i 2009 med en vision om at fremme sport & events på Djursland.

Samfund

Hidtil har halinspektør i Nørre Djurs Hallen, Peter Schumacher, og iværksætteren, ungdomsskolemanden, udviklingskonsulenten i JHF Kreds 2, Henrik Elkjær, Glesborg, været de udfarende kræfter i virksomheden Djurs Sport ApS, som de sammen stiftede helt tilbage i 2009.

Nu er duoen blevet enige om at udvide ejerkredsen til også at omfatte ungersvenden Daniel Bloch, Grenaa, der fylder 22 den 4. april.

Bloch er velkendt i sportens verden som ambitiøs fodbolddommer med lyst til at gå hele vejen mod superligaen - og fra diverse træneropgaver, primært i Grenaa IF, FC Djursland og senest AGF.

Tillige har han i flere år arbejdet som iværksætter på flere fronter. For nuværende med virksomheder som DB Marketing og Indefodbold.dk.

Senest var han primus motor ved det netop afviklede DM i Indefodbold i Grenaa Idrætscenter, hvor han arbejdede sammen med folkene bag Djurs Sport ApS.

Medejer og leder

Nu kommer Daniel Bloch endnu tættere på Djurs Sport ApS, idet han simpelthen er blevet en del af ejerkredsen og tillige skal fungere som daglig leder.

»Daniel er en ung fyr med masser energi og med stærke kompetencer som passer rigtig godt ind i det, vi prøver at skabe gennem Djurssport ApS,« siger Henrik Elkjær.

Djurs Sport Aps har en ambition er at drive en sund forretning ud fra en vision om at fremme sport og events på Djursland.

»Vi vil være totalleverandør og sparringspartner for lokale foreninger og deres medlemmer. Men gennem de seneste år har vi også oplevet en stor interesse fra netværkene i de foreninger, vi er aktivt involveret i, ligesom sparring og udvikling af events også kommer til at spille større rolle i fremtiden, og her kan Daniels særlige kompetencer indenfor markedsføring bidrage positivt for både Djurs Sport og for vores samarbejdspartnere,« lyder det fra Henrik Elkjær.

Daniel er en ung fyr med masser energi og med stærke kompetencer som passer rigtig godt ind i det, vi prøver at skabe gennem Djurssport ApS

Han ser det netop afviklede DM i Indefodbold som et bevis på, at Daniel Bloch besidder de kompetencer, det engagement og den vedholdenhed, som kan ruste Djurs Sport ApS endnu bedre til samarbejdet med foreningslivet om afvikling af lokale events af alle slags.

Positiv bundlinje

Djurs Sport ApS sælger også sportstøj m.m. som supplement til de primære visioner om at lave events for foreningslivet.

De seneste fire års regnskabsresultater viser en positiv bundlinje. Firmaet opererer ikke i de to seneste regnskaber (2020 + 2021) med omsætningstal, men med begrebet bruttofortjeneste.

Tallet viser, hvor mange penge, virksomheden har tilbage af salget, også kaldt omsætningen, efter omkostningerne er fratrukket. Helt basalt viser bruttofortjenesten differencen mellem indkøbs- eller produktionsprisen og salgsprisen.

Ved udgangen af 2021 havde Djurs Sport ApS en egenkapital på 337.000 kroner.

Ansættelsen af Daniel Bloch som daglig leder skal tages som udtryk for, at han skal kunne levere endnu mere til den daglige drift i de kommende år.

De to øvrige, Peter Schumacher og Henrik Elkjær, har trods alt fangearmene ude så mange andre steder, at en yderligere udvikling af Djurs Sport Aps vil kræve en daglig leder, der kan levere fra dag et og har nogle erfaringer, som kan være med til at øge væksten i virksomheden.