Hammel Møbelfabrik er begæret konkurs
En æra kan være slut i Hammel. Hammel Møbelfabrik er konkurs og i fare for at lukke.
Danica Capital har siden 2005 ejet Hammel Møbelfabrik, der dengang havde 120 ansatte. Ejeren har flere gange indskudt ekstra kapital i møbelfabrikken, senest 15 mio. kr. i januar 2009 og siden overtagelsen i 2005 i alt 40 mio. kr.
Nu er det slut.
Bestyrelsen for Hammel Møbelfabrik indgav i går konkursbegæring, og medarbejderne blev orienteret i går eftermiddag.
På ret kurs
"Vi er egentlig på rette spor, og september måned gav det bedste resultat i den tid, jeg har været her," siger Hammel Møbelfabriks administrerende direktør, Claus Lykke, der tiltrådte 1. november sidste år.
Han udtrykker det billedligt sådan, at »operationen er lykkedes, men at man har været nødt til at lægge patienten i respirator for at se, om den kan leve videre, eller respiratoren skal slukkes«. "Salget er selvfølgelig presset. Vore møbler er ramt af konjunkturerne, da vi er afhængige af blandt andet ejendomsmarkedet," forklarer han.
Løb tør for penge
"Jeg har, siden jeg kom, fået ryddet op i hele virksomheden og har fået sat et nyt hold, og alt er egentlig godt. Vi har kunnet vende det. Det viser de seneste tal, men vi har brugt for mange penge i for lang tid, og nu er vi løbet tør," forklarer Claus Lykke.
Antallet af medarbejdere er siden 2005 skrumpet ind til de nu 65, og møbelfabrikken præsenterede i foråret et 2008-regnskab med et underskud på godt 17 mio.
Alle er mødt
Om fremtiden for fabrikken og medarbejderne ved Claus Lykke i øjeblikket intet.
"Det afhænger af kuratoren, og der er møde i skifteretten i dag. Alle medarbejdere er mødt her til morgen (onsdag), men hvad der sker, ved jeg simpelthen ikke," siger Claus Lykke.
Han fortæller, at der i længere tid har været arbejdet med at afklare møbelfabrikkens fremtid, og at beslutningen om at indgive konkursbegæring er en fælles beslutning, taget af ejerkredsen, ledelsen og bestyrelsen i enighed.
"Vi mener, vi har ageret i tide, så der er noget at bygge videre på," siger Claus Lykke.
Hammel Møbelfabrik omsatte i 2008 for 75 mio. kr., og bankgælden udgør i øjeblikket 60 mio. kr.