Hvem kender historien om kampestenen bag Tinghuset i Hornslet?
En af de smukkeste bygninger i Hornslet er utvivlsomt Tinghuset, Tingvej 33, som blev bygget i1911 tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampmann.
"En dag, jeg besøgte biblioteket, kiggede jeg ind bagved hovedbygningen til parkområdet. Jeg blev straks opmærksom på en kampesten med indskriften "PAS PÅ NATUREN". Det var den overskrift, som jeg brugte for 4 år siden i mit valgmateriale til det første valg i Syddjurs Kommune," fortæller Bent Winkler, nuværende medlem af Syddjurs Byråd for Socialdemokratiet og kandidat til Regionsrådet ved valget 17. november.
Historien bag stenen og indskriften har derfor vakt Bent Winklers nysgerrighed, men ingen har til dato kunne fortælle ham historien om den store sten. Bent Winkler efterlyser derfor nu læsere, der kender til historien bag eller kan bringe ham på sporet.