Nye ejere fører Hammel Møbelfabrik videre
Arbejdspladserne og møbelproduktionen på Hammel Møbelfabrik er reddet.
De nye ejere er en kreds af investorer, der blandt andre omfatter den århusianske forretningsmand, Hans Houlind, der også ejer møbelfabrikken Clic i Hornslet, samt to af Hammel Møbelfabriks hidtidige ledende medarbejdere, supply chain manager Jens Ole Staghøj og salgschef Bjarne Søgaard Nielsen.
Trioen udgør den fremtidige daglige ledelse med Hans Houlind som administrerende direktør, mens den hidtidige direktør, Claus Lykke, ikke mere er tilknyttet virksomheden.
Ny platform
Der er flere investorer bag redningen af Hammel Møbelfabrik, men Jens Ole Staghøj ønsker ikke at oplyse, hvem det er, eller hvor mange penge, der er investeret i virksomheden.
- Nok, lyder hans korte svar på det spørgsmål.
I hvert fald er det nok til at føre en produktion videre med 35 medarbejdere.
- Vi bygger på det fundament, der var inden konkursen. Da var vi langt inde i en proces, hvor vi optimerede produktionen. Nu er der tale om en ny omkostningsstruktur og en ny platform, hvorfra vi vil starte konservativt ud, og bygge langsomt op. Vi starter med 35 medarbejdere og håber at kunne bygge op derfra, siger Jens Ole Staghøj.
Mistral-serien vil være det bærende element i produktionen, og Jens Ole Staghøj påpeger, at ønsket om synergieffekt mellem sine forskellige møbelvirksomheder, er Hans Houlinds bevæggrunde til at investere i Hammel Møbelfabrik.
Ny produktion?
Det kan betyde en ny og øget produktion i Hammel.
- Hammel er for stor til det, der er der, og vi vil kigge på de muligheder, der er, siger Jens Ole Staghøj og nævner en produktion af nogle af Clics reoler som en mulighed i Hammel.
Den nye ledelse og medarbejderstab er allerede i gang på det, der fremover hedder »Hammel Furniture A/S«.